Vanedyrenes pludselige burløshed

“Jeg havde overvejet at flytte fra Nørrebro. Det gør jeg helt sikkert ikke nu”. En anden kommentar lød: “Hvor er jeg et vanedyr. Det har jeg virkelig fundet ud af nu”. Det var der mere end én, der sagde efter vores site-specific performance på Nørrebro i maj 2010. Det var så enkelt, at det ikke lyder af meget. Men de reaktioner vi fik lød af meget.

Vi lavede tre forskellige ruter med hver tre indlagte performances. Det vil sige ni performere. To afgange hver dag. Fem dage for hver rute. Omkring 6-700 mennesker fulgte i vi to frontguiders fodspor. For jeg var guide. Frontguide. Ingen vidste hvor de skulle hen. Kun guiderne. Bagest vores bagguider, der passede på at gæsterne ikke blev væk og som helt diskret pustede dem lidt i nakken, hvis de gik for langsomt. Der skulle ikke være nogen løftede pegefingre, når folk snakkede, selv om det var magisk, når gruppen pludselig kunne kigge på facaderne, gaderne, menneskene, træerne og fuglene, alle disse ganske dagligdags ting, som om det var første gang, de så dem. Uden at snik-snakke og chit-chatte. Der var hard core nørrebro’ere, som vi præsenterede for ukendte steder. Blot få meter fra hvor deres vanebestemte skridt næsten havde slidt asfalten op. Pludselig så de et andet Nørrebro. Men ikke nok med det. De så pludselig på en anden måde. Det var ikke kun noget andet, de så. Dette andet blev pludselig tydeligere. Og så var der stort set ikke noget som helst kunstnerisk i det, vi præsenterede. Det var såmænd bare gaden og byen som den nu ser ud.

Når blikkenes klang ændrer lyd

Der var to ting, der især fik blikket til at ændre sig.

For det første dét, at ingen vidste hvor de skulle hen. Når man bestilte sine billetter, fik man at vide, hvor man skulle møde op. Ikke før. Det stod hverken på plakater, flyeres eller annoncer. De første par gange jeg delte flyerne ud, sagde folk: ‘Hvorfor står det ikke, hvor man skal møde op’. – ‘Ja, det er sgu også lidt sjusket’, tænkte jeg. Men nej, det var præcis ideen. For når man ikke ved hvor man går, ændres blikket automatisk.

For det andet var det også mig, der bestemte tempoet. De kunne ikke vælge hvor hurtigt – og især hvor langsomt – de skulle gå. Efter at have oplevet det utilstedelige i at publikummer overhalede mig, måtte jeg præsentere mig selv med den lidet prætentiøse titel: “I am the Lord of velocity, the Master of speed and the Dictator of slowliness”.

Vi – og især os nordeuropæere – bruger i højere grad det udendørs offentlige rum til transport end til ophold og udveksling. Det er en særlig situation at blive ledt igennem sit eget hood eller den by man arbejder i eller den by, man lige er kommet til, i et tempo, der presser hverdagens skridttæller ned. Dels gjorde jeg det for at markere, hvem der bestemmer og på den måde at befri mine gæster fra hverdagslige bekymringer og stemninger, hvorved man kunne lade sine større eller mindre glughuller åbne lidt mere. Dels var det for at holde gruppen sammen. I en gående gruppe opstår der også en ganske særlig dynamik, som er anderledes end når man sætter sig ind på teatrets stolerækker.

Man kunne kun til en vis grad styre folks anarkistiske tilbøjeligheder: snak, distraktion, overhalinger af frontguiden og pludselige udbrud fra gruppen. Men det lykkedes mig også at spore folks opmærksomhed lidt ind på det væsentlige – uden hverken at formane eller forklare: “You can choose to talk – or not to talk. You can watch – and be watched”. Det var dét. Så var der tavshed. Nogle gik op til mig og spurgte: “Må vi gerne spørge The Lord of Velocity om noget?”.  Se, her svarede jeg ikke som MCJabber ville have gjort: “You already did!”. Men: “Du har en kvote af spørgsmål!”. Der kom ikke noget spørgsmål efter det svar. Behovsudsættelse kalder vi det også i pædagogikken.

Daglidagshammen og omslutterne

Alle har et behov for at afføre sig daglidagshammen. Mennesker vil være nøgne. Men vi har regler for det. At gå i teatret er én måde at blive hudløs på. Når tæppet går, slår hverdagspanseret en revne. At se film er en anden måde at få suspenderet det almindelige på. Men i virkeligheden er teatret og biografen i sig selv blevet en del af hverdagen. Man går ind i biografen, hen til billetlugen, køber noget slik, venter, stadig iført sit overtøj, fordi der ikke er nogen garderobe, man går ind, lægger jakken overskrevs på sædet ved siden af sig, som man få minutter efter skal rydde, fordi der i hele den store tomme biograf er én, der har fået billetter til præcis dét sæde. Herefter flyder de dyrekøbte og velproducerede drømme og fantasier én i møde. Vi kender det. I teateret aflægger man sit overtøj i garderoben. Det har den symbolske betydning, at det ikke kun er spektaklet, der er i fokus, men også det sociale, at vi – publikum – er sammen om at skabe denne forestilling. Den dimension findes ikke i biografen.

Det handler om, hvad rektor for pastoralseminariet Mogens Lindhardt har kaldt omsluttere. Tøjet er en omslutter. Bygning er omsluttere. Når man går ind i den store omslutter, bygningen, tager man den tætte omslutter, tøjet, af. Eftersom vores forestilling udspandt sig i det åbne rum, var der ingen anledning til at afføre sig sin tætte omslutter. – Og dog, så var der også en lille episode, hvor vi antydningsvist spillede på netop dét aspekt.

Mette Ingvartsen lavede en såkaldt ekstrasensorisk have, hvor alle fik nogle matte briller på, så man ikke kunne se andet end lys, samt hovedtelefoner med alle mulige lyde i. Da de havde fået øjen- og øre-manipulatorerne godt monteret, blev de ledt ind i et aflukket rum – en glemt boldbane på Stengade med høje træer omkring. Men før det kom så vidt, fik alle lejlighed til at lægge deres tasker fra sig. Denne lille symbolske afklædning gjorde dem også mere nøgne. Nu havde de ikke deres taske at klamre sig til. En taske er ikke en omslutter, men fungerer også en beskytter. Man holder fast i noget, når man har en taske. Et støtteobjekt!

Man bliver nød til at have en grad af beskyttelse for at gøre sig sårbar. Enten skal man have tag over hovedet for at tage sit ydre panser af, eller også forer man sig, når man opholder sig under åben himmel. De virkemidler, vi brugte for at komme ind under dette fór, var dels, at vi bevægede os, dels at jeg som guide stort set gjorde det samme som publikum.

Basic igen: det at gå

Underligt nok blev gåturen næsten mere kommenteret end de professionelle performeres generelt fremragende optrædener. Som om det var mere usædvanligt at se Nørrebros gader og stræder end nye værker af både kendte og ukendte kunstnere. Men det har været kombinationen af at gå, sidde og stå; blandingen af gaderne og de levende billeder, som kunstnerne skabte og mixet af guidernes ruter og performernes visualiseringer, der gik i kroppen på publikum.

Publikum møder op, betaler, venter og begynder forestillingen med at gøre nøjagtigt det samme som dén, de har købt billetten hos. De går. Alle går. Alt det, de pludselig betragtede på en anden måde – og ikke som kunst, men heller ikke som dagligdag, ville de i virkeligheden have kunnet se på hvilket tidspunkt, de end gik ned på Nørrebrogade eller Blågårds Plads. Og så var det alligevel anderledes. Det var en framing af en virkelighed, de fleste var helt fortrolige med, men netop derfor også blev meget påvirket af at opdage nye facetter af. Hverken teater eller trummerum.

Sådan kan man beskrive det når man ser det som en samlet oplevelse. Men der skete også noget efterhånden som man gik ruten. Det startede med hverdag. Så kom der som regel en gård, en baggård eller et lukket lokale, som det første skridt ind i det byrum, man pludselig kunne se en ny pointe i eller aspekt af. Derpå en gåtur til den første performance. Efter den var indledningen ovre. Så kom der et nyt hemmeligt rum efter en lille gåtur og påny en forestilling. Efter hvert kapitel, som de forskellige performances indrammede, kom man længere og længere ind i, hvad selve ideen med denne form for site-specifik var. En vekselvirkning mellem et ophold med abstrakte billeder på et offentligt sted og en bevægelse igennem genkendelige og ukendte byrum, et samspil mellem det planlagte og uforudsete.

Turene og forestillingerne havde sin egen dramaturgi, som blev bestemt af skridtene, facaderne, husene og gaderne og de enkelte performances, men det var også en følsom situation. De ting der stod fast, og som vi kunne regne med, var kun halvdelen af den samlede oplevelse, fordi vi aldrig vidste, hvem vi mødte, hvilke kommentarer vi fik, hvilke hændelser der udspillede sig, og hvilke forhindringer vi ville møde. Vi udstillede os selv for omverdenen. Vi brugte – eller invaderede – det offentlige rum med et blik, der gjorde en forestilling ud af noget, der ikke var det, og gjorde mennesker til skuespillere uden de var det.

Men i virkeligheden var det lige så meget omvendt.

Det var nemlig lige så meget os, der blev kigget på som skuespillere på en scene. Nogle gange var det helt tvetydigt, andre gange følte man, at man brød ind i noget helt privat. Da vi kom ind på café Heimdal, var det ikke som at komme ind i en dagligstue: Det var en dagligstue. Denne café har stamgæster, hvis røv har slået så dybe rødder i deres sæde, at en gravko ikke ville kunne grave dem op. Cafeen ville desuden være tom som en ørken, hvis ikke man måtte ryge. Her kunne man føle at man invaderede. Hvad vi også gjorde. Men det var også et møde. Et møde som ikke ville være kommet i stand, hvis ikke vi havde tilladt os at brase ind. – Faktisk var vi en situation, der på et mikroskopisk plan kunne minde om en flygtning i et værtsland. Flygtningen befinder sig pludselig i uvante omgivelser blandt mennesker, der kigger på ham. På samme – og slet ikke på samme – måde blev vi kigget på og drillet af de slagfærdige drikkebrødre på Heimdal.

Alle disse uforudsete hændelser gjorde, at guiderne måtte improvisere. Eller i hvert fald gå i dialog. Sådan som man jo gør og skal hver eneste dag. Annette, den anden frontguide, fik en fjer af en mand med en ikke så helt lille fjer på. Den var lilla, og det var det eneste han dér kl. lidt i syv om morgenen på Nørrebros Runddel var i stand til at gøre: At give en lille dusk væk. Den sad som kronen på Annettes scepter, der fungerede som publikums vandrende navigationspunkt. Ingen vidste hvad der ville ske længere fremme end denne autoritetskæp med noget lilla flagrende fra BR eller Noa Noa i toppen.

Birthe sover

Forestillingen bestod i at gå rundt og se steder, som stort set enhver har direkte adgang til. – Dog arrangerede vi også nogle specialiteter, fik nøgler og speciel adgang til aflukkede rum, en privat tagterrasse på Blågårds plads, en baggård mellem Stengade og Griffenfeldtsgade, en svært armeret parkeringsplads, et omklædningsrum i Nørrebrohallen, Assistens Kirkegård efter lukketid, et fælleslokale i en andelsforening på Søllerødgade med meget mere. Vi havde aftaler med bageren Naji Ali, med Tine på Café Heimdal, med Bashir på Salaama på Griffenfeldtsgade og med Birthe på Prins Jørgens Gade.

Birthe! Ja. Vi mødte Birthe flere gange. Hun sad i baggården sammen med en mand på størrelse med Nicolas Bro og Alex Nyborg Madsen – tilsammen – og en dame med hvidt ansigt, en hvid hund og en meget lang hvid smøg, som hendes munds kraftige vakuum sugede til filter på ganske kort tid. Vi kunne lukke os ind i denne baggård med en nøgle, vi havde fået af en anden. Men ikke låse os ud. Men så mødte vi Birthe. Dét skulle hun nok sørge for. Hun ville gerne lukke os ud, når vi kom på vores to rundture. Det var kl. elleve og klokken tolv om aftenen. Der var ingen smalle steder. Vi checkede det med hende flere gange. Det var helt fint og en fast aftale.

Så kom vi til Birthe. Det var første gang. 25 mennesker fulgte mine mindste vink. Det var stille i baggården. Det var midnat. Jeg låste mig ind i baggården og listede hen til Birthes dør. Det var den næstnederste ringeknap. Jeg ventede et øjeblik, så resten af slangen var kommet tæt på. Der var et par meter hen til porten, som jeg skulle springe frem og åbne, når Birthe trykkede mig ud. Jeg trykkede på knappen. En gang. Trykkede igen. Hårdere. To gange. En gang til. Jeg kunne høre at den ringede inde i Birthes lejlighed. Nadja, min bagguide, kiggede hen imod mig. Jeg vendte mig om og så 25 par øjenbryn hævet op til hårgrænsen og 25 halvåbne munde, der holdt vejret. Alle var spændt. Hvad sker der her? En mand ringer på en dørklokke. Ingen svarer. Hvad skal vi gøre? Hvordan klarer han den?

- “Sover Birthe?” spurgte Nadja så.
- “Ja”, sagde jeg. “Jeg tror, Birthe sover”. Pause.

Hvad fanden gør vi?

- “Vi bliver nød til at finde en anden udgang”, sagde jeg.

Folk halvgrinede og mumlede og var tydeligvis usikre. Så gik jeg rundt langs husmuren og fandt en dør, hvor min nøgle passede.

Adskillige spurgte til denne lille episode som noget af det første efter, vi havde afsluttet aftenens gå- og setur. Var det bare noget, vi havde arrangeret med vilje? Men nej, det kom bare. Birthe fik ikke åbnet en eneste gang i løbet af de ti gange, vi spillede. Men vi havde jo aftalt, at hun skulle. Det viste sig imidlertid, at det var meget stærkere sådan. Suspense. Uplanlagt. En frugtbar fejl.

Børn og fulde folk

Da jeg kom gående med alle mine ællinger efter mig, så jeg en mere end beruset mandsperson foran mig. Hans hoved var ved at falde af skuldrene, men da han så os, rejste han sig. Han kiggede mig i øjnene og sagde:

- Du ligner sgu dig selv.

Hvad skal man sige til den?

- I lige måde, eller:
- Tak for komplimentet.

Her gik jeg rundt og lignede overhovedet ikke mig selv, idet jeg gik med en bambusstok i vejret og ledte 25 betalende elementer fra den kreative klasse rundt på Nørrebro. Det gør jeg ikke hver dag. Faktisk har jeg aldrig nogensinde gjort sådan noget før. Og så fik man den. Af børn og fulde folk skal man høre … at man ligner sig selv.

Ja, og børnene. I en baggård bag Blågårds Plads var der en masse legende børn:

- Hvad laver I?, spurgte en dreng.
- Vi går rundt på Nørrebro.
- Hvorfor det?, spurgte han.
- Fordi der sker en masse underlige ting på vejen.
- Det kan jeg da ikke se, svarede han. Jeg kan bare se en masse mennesker, der går, svarede han, idet vi gik videre.

Han havde jo ret. Der var ikke andet end en flok gågængere – der gik. Det synes han ikke var interessant. Jeg synes, det var vildt interessant. Man misforstår tit “Kejserens nye klæder”. Drengen i H.C.Andersens eventyr afslører også, at han ikke kan se dét, de voksne kan se. De voksne kan se noget, som børn ikke kan se. Det, som vi voksne kan se, kan være mere virkeligt, have mere vidtrækkende perspektiver og være mere opløftende end selv de sjoveste drengelege, og selv de mest opvakte børn kan begribe. De voksne behøver nogle gange ikke så meget for at blive underholdt. Drengens bemærkning var gylden. For ham og hans kammerater var den overhovedet ikke noget særligt.

Tyve meter henne af en rendesten kom vi forbi kolonihaverne på Stengade. Det er haver, som ikke mange af vores gæster nogen sinde havde set. Kolonihaver i den sorte firkant. De ligger på Byggerens gamle grund. Jorden er så giftig, at den kan brænde igennem hud. Men der dyrkes træer og grøntsager i højbedene og i den jord, de har skovlet ind.

- Det er mit mandeltræ, sagde damen, som jeg spurgte, om vi måtte gå igennem med alle disse mennesker.

Det var i vores forberedelsesfase. Hun pegede på et lille blomstrende mandeltræ for enden af en tynd stribe jord.

- Vi er seksten, der har en stribe jord her.

Men de var ikke glade for at to hold kiggende oplevelsesgrupper vadede igennem deres have.

- Vi er sådan lidt private hernede.

Fint nok. Så gik vi bare forbi dem i stedet. Få dage efter kom vi så forbi. Jeg kiggede ind over det lave stakit, på blomsterne, træerne og grøntsagsspirerne, og så en håndfuld mennesker med en samling hof foran sig på plastikbordet. Da de fik øje på os, fik vi en sang med på vejen:

- En elefant kom marcherende, hen ad edderkoppens … ha ha ha, grinede en øl- og smøgrusten kvindestemme.

Jeg gik foran med rumsterkæppen, smilede og slog et slag i luften. Jeg havde næsten samme følelse af at være riiimelig vigtig som dengang, jeg var tropfører og med fane førte mine små ulveunger adsted ud ad Øverødvej.

Og så det konservative

Alle disse hændelser og aspekter ved gåturen var selvfølgelig ikke mulige uden de egentlige forestillinger, – som jo i et retfærdigt og konservativt lys var den ‘egentlige kunst’. (Hvad jeg sagtens kan høre stemmer, der prompte vil polemisere imod, fordi enhver dom over noget kunst altid vækker en modstemme. Men disse stemmer gider vi ikke at høre lige nu).

Hvad der derimod er værd at skrive hjem om, er nogle af de diskussioner, der blev taget. Ikke rigtige diskussioner, snarere tilbagemeldinger og reaktioner på flere af kunstnernes skitser og fremstillinger inden premieren. Der var performances, som stort set ikke blev diskuteret, fordi de fungerede fra starten af. Det er bemærkelsesværdigt, at der stort set ikke var tvivl hos nogen, når noget fungerede – og når en performance var usikker, mærkede mange det. Blot en bekræftelse på, at kunst ikke er et spørgsmål om individuel smag og behag, men om almene fornemmelser.

Det kriterie, der igen og igen blev fremdraget, det ord, der atter og atter blev sagt var: clearness. Klarhed. Det overordnede begreb på en vellykket performance var om den var klar, og med ordet klar mentes der: om alle bevægelser kunne retfærdiggøres i overensstemmelse med en samlet idé, eller om: udtrykket var så tilpas enkelt, at det ikke kvalte sig selv – eller om: historien og tankerne bag bevægelserne var ordentligt formuleret, så udtrykket havde en forbindelse til dem.

Det kan være en tilfældighed, men der er også en vis logik i, at flere af de performances, der ikke blev diskuteret og som var stringente og klart kommunikerende, også var langsomme. Dog ikke konsekvent.

Seimi Nørregaard

Jeg synes for eksempel, at Seimi Nørregaard fik lavet et lille værk med mange temaer, mange ord, adskillige temposkift og en broget samling billeder på kort tid, som fungerede til fulde. Endda i en meget svær genre, hvor publikum blev inddraget. Men ikke mere end godt var. Hun kredsede om nogle grundlæggende temaer (at kæmpe, ikke kun for sin overlevelse, men også for det gode og skønne, at tro og om at overvinde tvivlen, at sige ja til livet simpelthen, hvad der lyder meget mere banalt end det var fremstillet), emner, hun fik pakket ind i både humor og intensitet. (Det var dog utroligt anmelderagtigt skrevet. Men er det ikke også det, alt anmelderi egentlig går ud på: at gøre så mange krumspring som muligt for at skjule, hvad man hele tiden har allermest lyst til at sige, nemlig: “Du skulle have været dig selv, for så ville du forstå mig”).

Tre meget smukke, intense, kæbeløsnende og ja, omsluttende værker blev udført i meget langsomt tempo. På samme måde som guiderne manipulerede tempoet, fik både Kitt Johnson, Muhanad Rasheed og Tomomi Yamauchi skubbet alle tilskuerne ind i en anden verden på hver deres kontrolerede, magisk-meditative og undervandsagtige måde. De spillede endvidere på nogle helt enkle og grundlæggende temaer: Kitt Johnson og Tomomi Yamauchi skildrede på hver deres måde en form for opvågnen eller den første entré i verden.

Muhanad Rasheed var hvad én sagde: Mister Iraq. Eller Mister Babylon. Som han stod der i brun kofte med sit sorte skæg og sorte krøllede hår – indhyldet i røg. Hans blik nedadrettet. Over 18 minutter fulgte vi fire bevægelse i fire forskellige retninger udført af tre personer. Muhanad selv vendte sig, gik og lagde sig ned. På 18 minutter. Ikke mere. Og så dog så meget.

Mens Johnson og Yamauchi skildrede en opvågnen og en gåen-ud-i-livet, gik Rasheeds bevægende billede i den modsatte retning. Han ender med at ligge ned mens en kvinde i burka – hans mors gamle burka – går forbi. Redder hun ham – som en anden Maria – eller går hun blot sørgende forbi? Er hun selve døden, sådan som hun går som en sort flytbar monolit, hende der har givet ham livet?

Kitt Johnson stod op af urhavet uden på nogen måde at spille på noget feministisk eller for den sags skyld darwinistisk, snarere abstrakt, krystalinsk og hævet over både psykologiske og tematisk-mytologiske virkemidler. En ufattelig evne til at fylde et rum med koncentration og få alles blikke til at følge de mindste vink, en overdrevet kropslig bevidsthed for slet ikke at sige: en overdrevet krop. Rummet – damernes omlædningsrum i Nørrebrohallen – gjaldede af faldende vand. Indtil hun stoppede det, og den lettelse, som man mærker, når en maskine, man ufrivilligt har hørt på uden at lytte til, stopper, bredte sig ud imellem tilskuerene mens lydene fra vandet, der langsomt randt ud i risten blandede sig med en brummen fra en blæser. John Cage kunne ikke have lavet det track meget bedre. På kort tid fik hun gjort adskillige ting, men det var klart tænkt og selv hvis man ikke selv kan finde mening i det, fornemmer man, at der er én. Vandet gik igen, da hun vandede sine seks paradistræer og fulgte os alle sammen ud af hallen, hvor hun plantede det ene af dem. Jeg kom til at tænke på Luther: Hvis du hører, at verden går under i morgen, så gå ud og plant et træ i dag.

Yamauchi s udtryk befandt sig også i dette abstrakte landskab, – for det var Kitt Johnsons også -, dette abstrakte landskabb, som japansk æstetik er så funderet i, i et byrum, der slet ikke var renset for hverken historie eller symbolik.

Vi gik langs den gule mur på Nørrebrogade og drejede ind til venstre ad den store låge til Assistens Kirkegård. Klokken var omkring 11 om aftenen, og mens muren på venstre side i al dens tomhed havde frembragt en masse snak blandt publikum, sænkede stemmerne sig drastisk, da de så, at vi skulle ind på kirkegården – efter lukketid. Min bagguide og jeg havde lavet en rute igennem gravstene, over blød jord, forbi knækkede kors og under hængende løv, der gjorde mørket endnu tættere og ud på en plæne med frit udsyn til fuldmånen. – Det gjorde ikke stemningen mindre sitrende, at jeg en dag fór vild. Jeg mistede mine navigationspunkter i mørket. Men jeg måtte ikke lade nogen det vide. Nadja havde i forvejen koldsved over at bevæge sig rundt på en kirkegård om natten. Hun kunne mærke ånderne, alle de døde, der ikke ville dø, og hvad gør sådan nogle ikke overfor os levende, der endnu ikke er døde?  Pludselig kunne hun se, at jeg kartede rundt og havde mistet retningen. Jeg gik et par skridt ned ad en sti, og standsede. Jeg vendte mig om og hviskede et eller andet til mig selv, der afslørede at jeg var på Herrens mark. Jeg kiggede ind i ansigtet på ham, der gik lige bag mig. Hans øjne var større end tekopper. I den grad i alarmberedskab. Så gik jeg videre, og uden at ænse det gik jeg forbi Tomomi, der sad i mørket og ventede på at vi skulle komme – et andet sted fra. Jeg fortsatte bare. Hun tænkte: Nå okay! Nønne stod bag to firkantede hække ved Rudolf Tegners forvredne kvinde ved Schmiegelows grave. Hun trådte langsomt ud på stien – jeg kunne næsten mærke opmærksomhedsforøgelsen bag mig. Hun gik hen til mig. Uden det var aftalt tog hun min hånd. Sådan. Så var vi på sporet igen.

Tomomi Yamauchi sad i en elefantfod. Ingen kunne se hende. Jeg kiggede ikke direkte på hende, men standsede bare. Fire-fem meter fra hende. Der var sten, monumenter, buske og træer omkring. Ingen kunne rigtig skelne. Ingen kunne se, at den grå blok derhenne ikke var af sten, men af kød og blod. Pludselig kunne man se et lille rødt lysglimt. Og et igen. Derefter en lysende yo-yo, der gik op og ned. Og så lod hun sig langsomt belyse af to grønne lommelygter, der blottede en kridhvid hud og kastede lange insektlignende skygger over på nogle sten bag hende. For vore øjne udfoldede der sig et sirligt og poetisk billede på et foster, hvis hjerte begynder at banke for første gang, og hvis lemmer langsomt gennemstrømmes af en elektricitet, der sætter gang i de første muskler og påny bringer bevægelsens første princip ind i verden. Til sidst kommer hun ud af elefantfoden og går ind i mørket mens lyset følger hende så langt som muligt – indtil hun forsvinder. Ud i verden. Ind i mørket. Vi vendte om – og gik ad den sti månen lyste op for os. Tilbage. Ud af mørket. Ind i verden.

/start juni 2010

DRs radioavis cyklede f.eks. tirsdag d. 6. december 2011 rundt i en reportage, der indenfor samme indslag adskillige gange gentog budskabet om, at 1/3 af kvinder på kontanthjælp ikke gider at arbejde sekunderet af vores Beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, der sagde, at det var vildt provokerende, hvis ikke “de” – altså dem der ikke er fattige – reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Her var der ikke plads til andre holdninger. Sådan som adskillige andre indslag slet ikke synes at kunne komme ud af denne repetitive chantning.

Det er ikke kun de reelt fattige, der bliver overset i denne diskussion. Det er dels det faktum, at vi ikke har råd til en velfærdsstat, som den ser ud i dag, dels at den nuværende velfærdsstat selv har en andel i  den dovenskab, som man efterfølgende slår hårdt ned på.

Man kan jo sagtens forstå, at Mette Frederiksen synes, det er “vildt provokerende”, hvis der er folk, der ikke vil arbejde, men hun burde gribe i egen socialdemokratiske barm og se på, hvorfor man overhovedet har brug for bistandshjælp. Det har man (bl.a.), fordi vores arbejdsmarked er uflexibelt. Alle flexicurity-tanker til trods. En grund til, at der er så mange, der ikke “gider at arbejde” er fordi det arbejde, der giver penge, ikke findes eller ikke kan bestrides, og det arbejde, der giver mening, ikke giver penge – og derfor ikke anerkendes som arbejde.

Man glemmer hvad idealet er og derfor pukker man på dem, der nu ikke længere er fattige, men dovne. Hvis de er fattige, er det selvforskyldt. Idealet er, at ingen er på bistandshjælp, fordi arbejdsmarkedet er så flexibelt, at alle har fået en plads og funktion at udfylde. At man fra statens side så måske skal støtte visse jobfunktioner, fordi de i sig selv ikke giver afkast, må være den reminiscens fra velfærdsstaten, der overlever – hvad angår arbejdsløshedunderstøttelse. Det gælder om at lave forskelligartede arbejdspladser i stedet for at parkere folk. Ikke dum-i-arbejde, men funktioner, der varetager reelle behov. Hvilket jo ville være underdrevet at sige at det allerede etablerede arbejdsmarked i sin fulde udstrækning gjorde. For samtidig med at vi ikke har råd til velfærdsstaten, har vi jo heller ikke råd til at producere alle de ting, vi gør. Det hjælper heller ikke debatten, at man ikke i det mindste i bisætninger (som her) nævner, at vores generelle levestandard må sænkes, eller rettere: omdannes. Set i dette lys er der allerede alt for mange i arbejde, og de arbejdsløse er de egentlige økologer, fordi de ikke bidrager til en vækst og en økonomi, der i bund og grund er uholdbar. Derfor skal de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere snarere hyldes end dadles.

Det der egentligt er “vildt provokerende” er at alle de velpostrede og karrieredyrkende i dette land, inklusiv Mette Frederiksen, ikke tager sin borgerlige pligt alvorligt: at hjælpe sine medborgere. Det gør man ikke når man skubber problemet fra sig ved at give de fattige en pose penge for at holde sig på afstand – og ved at placere sig i ghettoer med mennesker der er rene spejlbilleder af en selv. Eller som Morten Hartz Kaplers sagde det forleden (6. dec. 2011) i Politikens kronik: “… selve velfærdssystemet synes vokset ud af en vikingekultur, som går ud på, at de syge må fise ud af bygden, ud i skoven og hvis de overlever og bliver raske igen, kan de allernådigst komme tilbage – og starte forfra. For der er ikke plads til rystende hænder i vores arbejdsmarkedskultur”.

Vi har heldigvis et godt eksempel på hvordan det netop kan gøres: Christiania. Det er heller ikke ofte at man hiver den kendsgerning frem, at Christinia ved at give socialt udsatte et sted, hvor de rent faktisk kan holde ud at være, har sparet samfundet for summer, der efterhånden ville kunne komme op på den pris, de i dag skal betale for grundene. Der er i Christianias levetid investeret ufattelige menneskelige resourcer på også at tage sig af nogle af de folk, der ikke har haft nogen anden mulighed end netop at være der.

Mekanismerne bag denne såkaldte – men endnu ikke eksplicit formulerede – dovenskab er: ghettoisering, uflexibelt arbejdsmarked og en udstødningsrampe camoufleret som bistandshjælp. Bistandshjælpen bliver solgt som en kærlig støtte med efterfølgende pligter, men fungerer jo reelt – det er det disse undersøgelser viser – som udstødningsrampe. At give de enkelte personer skylden, burde snart suppleres med lidt andre vinkler på et socialt fænomen, der peger på andet end syndefaldet. Forstået på den måde, at når så mange udviser den samme adfærd, er der vel lige så stor grund til at antage, at er noget galt med systemet som at der er noget galt med mennesket som sådan. Desuden er det vel nok lettere at lave om på nogle sociale rammer end på menneskets natur.

For der ligger jo også et uudsagt arbejdsbegreb i hele denne socialdemokratiske retorik, som de stort set har arvet fra den forrige regering, der forudsætter, at mennesker i grunden ikke gider at arbejde og er udtryk for en puritansk moral, der understøttes af streng selvdisciplin, stå tidligt op og at det er cool at have travlt, for konstant at overvåge sig selv, så man ikke falder tilbage til den tilstand, hvor mennesket egentlig hører hjemme: nemlig i dovenskab, melankoli, acedia. Fordi alle vi andre overvinder os selv (d.v.s. vores medfødte dødssynd) hver eneste dag, knokler og  sveder, så er det “vildt provokerende”, hvis andre ikke gør det samme.

Men hvis man indførte et arbejdsbegreb, der forudsatte at mennesket rent faktisk af egen fri vilje og lyst gerne ville arbejde (selv om det ikke altid er sjovt) og derfor fra politisk hold rettede opmærksomheden imod nogle af de områder, hvor politikerne måske kunne gøre noget, nemlig på en mere solidarisk boligpolitik, en økonomisk mere realistisk velfærdspolitik og på at gøre vores arbejdsmarked mere flexibelt, så ville vi måske være tættere på idealet, at ingen behøver en “hjælp”, der medfører eksklusion fra stort set hele samfundet.

Det vil ikke nødvendigvis sige at skabe flere arbejdspladser, det må folk også selv have ansvar for. Idealet er at ingen skal have bistand for ikke at lave noget. Positivt formuleret: At alle skal have løn og at alle skal have et arbejde. Eller skal vi kalde det: en funktion. Eller skulle vi sige: en plads. Men det er ikke altid muligt at få disse to ting til at hænge sammen. Det er ikke altid muligt, at det arbejde, man har, kan give de penge, man som minimum har brug for. Den dårligste konsekvens af dette er vel at indføre det system vi har nu: At forhindre folk i at arbejde, hvis de ikke kan passe ind i et 37 timers almindeligt job.

Problemet er bl.a. at der er meget arbejde i dette samfund, som der ikke bliver betalt for, og dette arbejde har en essentiel betydning for funktionaliteten i den almindelige økonomi. Det gælder alt fra børnepasning og husholdning til sports- og kunstverdenen over alle de foreninger, som også er en af grundpillerne i det danske samfund. Tidens arbejdsbegreb lider af en kvælende indskrænkning, idet man ikke anerkender den betydning hele den såkaldt “frivillige” sektor eller det civile samfund har for den indbringende produktionscirkel. På samme måde som alle skatteydere betaler for en infrastruktur, som også private firmaer tjener på, leverer hele den frivillige sektor (et dårligt ord), jeg mener: meget af det civile samfund en masse “arbejde” for, at almindeligt arbejde overhovedet er muligt. Zentropa og Danmarks Radio ville været gået konkurs for længe siden, hvis ikke det var for frivilligt arbejde. Hospitalerne og fængslerne ville være oversvømmet, hvis ikke der var sportsforeninger, der både kunne skabe sunde kroppe og sociale netværk.

Endvidere er der da alt andet lige større mulighed for at få en bistandsklient ud – eller skulle vi snarere sige: ind i den etablerede økonomi, hvis han eller hun har haft noget at lave inden det sker end at man først parkerer vedkommende i op til 10-20 år for så at piske folk et sted hen, de slet ikke kan være, for så i stedet at gøre dem endnu fattigere.

Fagforeninger. Hvis ikke der er nogle arbejdspladser at få, så må man skabe dem. Men decideret at lave forhindringer herfor er odiøst og det er i realiteten hvad ikke mindst vores fagforeninger gør. Nutidens fagforeninger beskytter jo de arbejdende med en mur så høj, at de især de socialt belastede arbejdsløse får sværere og sværere ved at komme ind over den. Det burde være vores fagforeninger, der var allermest tydelige i denne diskussion, men også her er de tavse, fordi de sidder og hæger om de få medlemmer og privilegier de har tilbage. Her såvel som i Mette Frederiksens figur mærker man en lidet klædelig socialdemokratisk selvforherligelse – det var os, der lavede velfærdssamfundet -, der næsten bliver komisk, når man samtidig så tydeligt ser sandet glide væk under dem.

For vi har jo ikke råd til denne velfærdsstat. Hvorfor ikke bare sige det. Stort set hele det politiske spektrum bliver ved med at tale om fremtidens velfærdsstat uden at fortælle os, at der ikke er særlig meget tilbage af den – i fremtiden. Afskaffelse af efterlønnen var første skridt – det tog også lang tid. Nu er vi så småt ved at afskaffe bistandshjælp, og som diskussionen ser ud lige nu, skal man ikke være profet for at se en udvikling i (en amerikaniseret) retning af meget større ulighed og skabelse af virkelig fattigdom – med dertilhørende kriminalitet og mistillid borgerne imellem og til staten.

Tilliden til staten har næsten været købt med overførelsesindkomster. Vi har tillid til staten, fordi den giver os tryghed. Denne tillid er – for mig at se – noget af det mest dyrebare i vores land, og selv om den forrige regering gjorde et ihærdigt stykke arbejde på at nedbryde den, så er der stadig megen tillid til den danske stat. Men man kan godt oparbejde og vedligeholde tilliden til staten på andre måder end ved at give en pose penge, hvad der i virkeligheden mere sætter et ufrit afhængighedsforhold til staten end en egentlig tillid. Det kan man gøre ved at lade arbejdsmarkedet forme også af de borgere, der ikke enten skaber deres egen lukrative forretning eller lader sig ansætte i et job, der har nogle helt specifikke og som regel meget høje krav. Først handler det om, at man skal formulere idealet (og også meget bedre end jeg er i stand til her) og så handler det om at ændre sit arbejdsbegreb for herefter at ændre arbejdsmarkedet. Det er ikke lige så let – I know – som at indføre nogle flere stokkemetoder overfor de 33,9 % af de kvindelige bistandsmodtagere, der ikke “gider at arbejde”, men hvis man ikke tør og kan tale om hvor problemet egentlig ligger og hvad man i bund og grund gerne vil og kan, så bliver diskussionen til en underholdning, der giver dårlig smag i munden, fordi den lukrerer på andres dårligdom.

Der er et andet band der bl.a. tæller nogle musikere fra det gamle band Paravion, som har været nogle af Bazookahosens medlemmers yndlingsband i adskillige år – og noget som vi stadig kan sætte på til stor fornøjelse. Dette band, som altså ikke er Paravion, har regler. Nogle meget faste nogle. Udover at bandet ikke hedder noget, hvilket såvidt jeg er informeret også er en regel, er regel nummer vist nok ét at enhver skal spille på et instrument, han ikke har spillet på før. Reglen vist nok to er at såsnart musikken er ved at udarte sig til et nummer, skal den afbrydes med det samme. Desuden har jeg hørt at der øves hver søndag. Opstillingstjansen går på omgang; så kommer bandduksen og stiller hele gearet op hvorefter medlemmerne kommer og spiller.
Se så, i det hele taget at bringe dette til offentlighedens kendskab er ikke gjort uden en vis risiko, eftersom en anden regel meget vel kunne være at dette var forbudt, hvortil der sikkert også hører forskrifter for endnu ukendte afstraffelsesmetoder til den person der lækker disse industrihemmeligheder. Men jeg kan ikke lade være med at nævne det i min omtale af mit eget band, der på mange måder kunne minde om det unævnelige band. Vi er meget mindre hemmelige. Vi spiller rent faktisk ude, hvilket det unævnelige band ikke gør. Det er en fjerde eller femte regel. Vi har heller ikke regler, hvilket er en del af vores efterhånden uhelbredelige handikap, som der alligevel kommer et eller andet ud af – til tider også noget lytværdigt.

Det er den lukkede del af kommunikationen i opstanden. Den åbne og udadvendte del af opstanden er sværere at kontrolere, men derimod ikke så svære at forudse.

Handlingerne bliver beskrevet på en bestemt måde i de etablerede medier. Politiken har f.eks. i dag en overskrift der hedder: “Uromageres amokløb fortsætter i Londons gader”. Man skal ikke være professor i sociologi for at se at det er denne form for retorik der skaber desperation og vrede. Som omkring Ungdomshuset, der i årevis havde lavet utallige aktiviteter af alle mulige slags, som havde været negligeret af både pressen af politikerne, men pludselig fik en masse omtale i det sekund de satte ild til byen, er ilden også den direkte billet til omtale i medierne. For to måneder siden, fortalte en ung mand for to dage siden en TV-journalist, gik 2000 mennesker i en fredelig demonstration til Scotland Yard. Der var hverken mediemæssigt eller politisk lydhørhed. Men nu er alle medierne på stikkerne og politikerne bliver tvunget til at udtale sig.

Man skal hverken idealisere eller for den sags skyld fuldstændigt undskylde alt hvad der foregår i disse dage i England, hvor der også er opviglere og personer der ikke har vilje til at agere politisk, men vil bekæmpe systemet ved at smadre små foretagender, – men det er alligevel påfaldende hvor moralistisk og tunghør både politikerne og medierne reagerer. De fremstiller stenkasterne som bøller der destruerer deres eget kvarter for sjov. Desuden har de ikke lyttet til de fredelige stemmer og ser endda heller ikke ud til at ville lytte til alle de budskaber der ligger i de voldelige handlinger, som sker for øjeblikket. Politiet har jo ikke villet kommunikere med enken efter Mark Duggan og dét er en af de eksplicitte grunde til frustrationen. Det er et tegn på den arrogance som de fattige kvarterer bliver mødt med, ikke kun af politiet men af resten af systemet. Blot i en meget mere subtil, men skrappere form.

Når der nu kommer en masse økonomiske forklaringer på urolighederne, ligger der imidlertid også her en form for undertrykkelse sted – på samme måde som arbejdsløse bliver spist af med penge. Ikke sådan at forstå at det ikke er godt at der bliver ydet støtte til dem der ikke har arbejde eller penge, men det er en del af det kyniske spil at man herefter fortsætter alle de mekanismer der både ekskluderer og minimerer mulighederne for at handle endsige kommunikere. Da journalisten fra Sky-channel spørger en af talsmændene fra Tottenham om hvad politikerne burde gøre, så svarer han: Giv dem et håb. – Hvordan gør man det? Første skridt er vel nok at man rent faktisk taler med dem. Sådan som man gerne skulle tale til alle dele i det samfund man er valgt til at regere over.

Efter en ferie hvor man – på trods af at man nu kan lade sig opdatere via sin telefon i tide og utide – er på afstand af verdens fortrædeligheder, rammer den politiske debat, og især tonen i den offentlige samtale, ret hårdt, da man nu er luftet igennem af både vesterhavsgus og skyllet igennem af dansk regn og på den måde renset både sin hud og sine ører for knoppet og hvas retorik, der til daglig jo næsten kan gøre én helt tonedøv. Men med nogenlunde rent sind efter ferien er det desto mere tydeligt at der bobler og syder en særlig stemningsgryde i det danske folk. Og det sætter mig i en særlig stemning.

Senest har en af mine Facebook-venner postet en video fra et fransk site, der handler om at holde fast på de franske dyder, at imødegå den islamiske erobring af det franske land, ikke at acceptere den franske regerings tale om at ‘det hele jo er ok’, men faktisk rejse sig og udøve hvis ikke voldelig, så i hvert fald en eller anden form for modstand. Det er noget som han endda offentliggør i en tid hvor netop disse tanker stadig er frisk forbundet til en ekstrem, ufattelig og på alle måder vederstyggelig og tragisk terrorhandling. Okay, denne handling gør ikke tankegangen mere illegitim, på samme måde som hverken Platon, Shakespeare eller Lars von Trier skal tolkes i et andet lys fordi den norske terrorist har citeret dem i sit manifest, men det er bemærkelsesværdigt at man føler sig nødsaget til at vise en video, der ikke kan andet end at vække frygt og få ubemidlede sjæle til at gribe efter noget hårdt, hvis de ikke kan se at både den måde at lave journalistik på og de forestillinger den prøver at skabe og bekræfte er drevet af mange andre “argumenter” end dem der eksplicit bliver lagt frem. For eksempel at truslen imod en national kultur kommer fra “de andre” og ikke fra én selv, – og begrebet “de andre” er skabt af en manglende erkendelse af både ens egne fejl, hvis ikke deciderede ondskab, og af den mekanisme der herefter skubber alt det fra sig, som man ikke vil se på fordi det er for tæt på. For nu at sige det meget og alt for enkelt.

Men hvad skal man dog gøre med den følelse som dette skaber. En følelse af vrede over igen at være vidne til hatespeach, hetz, forvrængede fjendebilleder, racisme og xenofobi og træthed, mental indolens samt en vilje til ikke selv at være for selvretfærdig, ekskluderende og hadsk. En vrede jeg hverken vil skamme mig over eller undertrykke eller for den sags skyld opildne eller lade være dominerende. Det tiltaler mig kun i ringe grad at bruge vreden til underholdning, hvad den ofte gør, – også når det gælder den mastodontiske vrede hvis udladninger rydder forsider i ugevis. For også her – i nyhedsformidlingens og journalistikkens hellige navn – er der megen underholdning på spil. Hvad der jo kun gør én enten træt eller forstemt. En følelse der blander sig med en ny form for vrede, som det så bliver endnu vanskeligere at placere eller bruge konstruktivt. Og når man ikke kan bruge sin vrede, risikerer den enten at udvirke i desperation eller fuldkommen passivitet. Den vrede som den norske terrorist (jeg følger til dels min bekendte K.O. da han sagde at han slet ikke ville nævne hans navn) har været fyldt af er vel bare modbilledet til den dominerende apati og passivitet som er udbredt i de største dele af samfundet. En af terrorens forudsætninger er apati. – Så set fra denne position er min Facebook-ven friholdt eftersom han hverken er terrorist eller helt apatisk: Han engagerer sig og går endda så vidt som til at poste en video om multikulturalismens dræbende karakter.

Jeg kan slet ikke skrive nogle kommentarer til det. Han bliver bekræftet og jeg får at vide at jeg er naiv og ikke ser sandheden i øjnene, at jeg er politisk korrekt og befinder mig i et elfenbenstårn, at jeg ikke er folkelig, indskrænket elitær og kun ven med en promille af befolkningen, der alle mener det samme som jeg. Der er ikke nogen dialog, – og jeg ønsker faktisk en dialog. Derfor sletter jeg ham heller ikke af min venneliste, selv om det er svært at være vidne til. Men det flytter sig ikke.

For tænk nu hvis det faktisk var rigtigt, hvad der blev sagt, – og hermed begiver jeg mig ind på en argumentationsform, som flere af mine andre Facebook-venner i meget utvetydige vendinger vender sig imod, men jeg fortsætter: At kioskejeren havde været udsat for skrappe represalier fra omgivelserne og at disse omgivelser var muslimsk domineret og der var en masse problemer i dette område, hvad jeg ikke på noget tidspunkt i øvrigt har benægtet, så er det stadig formen der er så indignerende. Det er kategorierne der udpeger synderne og altid friholder sig selv. Det er det hadske sprogbrug, – men hvad der er endnu mere virkelighedsfjernt er de løsninger som hele tiden foresvæver, men aldrig rigtigt bliver fremlagt. For løsningen er at der skal slås ned, der skal sættes grænser, der skal indføres regler, der skal mere styr på det, der skal nedlægges forbud, – og der lægges ikke op til at det skal gøres i fællig, men kun ud fra den herskende eller den stedbundne, traditionelle orden.

Både indholdet og formen umuliggør en diskussion, især fordi den er så følelsesladet og lever af nogle følelser som er uigennemlyste og uerkendte.

Det ser ud til at AB fra Norge var en ensom ulv og at han følte sig i mindretal, truet, men også at han ikke hørte til nogle steder. Mange vredesudbrud skyldes at man ikke hører til nogen steder. At man befinder sig i denne flydende tilstand (som Zygmunt Bauman taler om), der kan skabe følelsen af at være ingenting eftersom man vel bliver noget i kraft af de steder, personer og kræfter man er knyttet til. Det moderne samfund skaber til stadighed flere og flere mennesker der ikke hører til, eller rettere: en følelse af ikke at høre til nogle steder. Det kan være baggrunden for både desperate handlinger og skurrille udtalelser og skrattende toner. Alt sammen forsøg på at bryde ud af handlingslammelsen og apatien, som den manglende erkendelse har sat så mange mennesker i.

Sørine Gotfredsen undskyldte sig med at hun gerne ville forstå nogle af forudsætningerne for angrebet. I princippet er det en bestræbelse vi alle må lægge os efter. Det bør ikke medføre udsmidning hvis man vil forstå terrorister eller Adolf Hitler for den sags skyld. Sørine Gotfredsen brugte jo bare tragedien til at promovere din egen holdning. Det var usmageligt. Desuden er hendes holdning rabiat. Så rabiat at selv Pia Kjærsgaard har undsagt sig den. Sørine Gotfredsen har i mange andre sammenhænge talt imod det multikulturelle samfund og gør det altså fortsat i sin omdebaterede kronik uden at lægge behørig afstand til Breivik eller afsløre nogen form for medfølelse med dem der er ramt.

Russel Jacoby skriver (i Politiken) meget kyndigt om nogle automatreaktioner i mødet med ‘det onde’. Vi vil gerne have at det er ‘den anden’ der udøver ondt. Men det er næsten altid ‘en af os’. Kennedy, Sadat og Rabin blev alle skudt af landsmænd. “Utrygge borgere ønsker måske bedre gadebelysning, men de har mere at frygte fra en ægtefælle, …” skriver han. “Det er ikke kun de våben, den sindsforvirrede har til rådighed, der er skræmmende. Vores manglende evne til at se en simpel, men ikke anerkendt sandhed i øjnene er lige så bekymrende”.

Vi behøver ikke at lægge bånd på os selv i debatten, men hvis vi bare kunne blive lidt bedre til at se simple, men ikke anerkendte sandheder i øjnene, ville vores debatkultur måske blive lidt bedre. Og det er der behov for. For eksempel at anerkende at sprog handler om følelser lige så meget som om moral.

De to revolutionære er en kunstner uddannet på akademiet og akademiker uddannet på universitetet. Akademikeren talte som kunstner, mens kunstneren talte som akademiker. Ordet forførelse blev pludselig brugt. Det var tætteste talen kom på noget sanseligt. De mente det alvorligt, revolutionen, men at bruge et etableret udstillingslokale, sådan som de havde fået mulighed for, til at skabe det nye fællesskab, en alternativ forening omkring mad og kaffe, mente de var løgn. Med et håndkantslag havde de tilintetgjort alle former for relationel kunst, ny social plastik og socialt design og hvad det ellers hedder i den hvidkitlede verden. De ville udstille fremmedgørelsen og paradokserne i stedet for at  fingere et alternativ. Der findes mange gode tekster og tanker, som deres verden står i gæld til, men dem burede de inde i montre, så ingen kunne røre dem. Mange fine og smukke plakater fra diverse revolutioner blev gemt bag et tykt lag røg, der tilmed var farvet gult. Det var forførende. Her kom ordet. Paradokset var at de ville brænde arkiverne, historien blev opfattet som et fængsel, der gør det umuligt at forandre noget. Men samtidig måtte de jo stå ved deres veneration for en masse fine og dedikerede bøger, pamfletter og fanzines fra den situationistiske og andre revolutionære bevægelser. Afsværgelsen af historie bliver selv historie.

Hvad er der at gøre? Hvordan handle? Hvordan overhovedet lave noget om? Spørgsmål der blev rejst under PH-lampens skær, mens vi blev budt på kaffe og hjemmelavede biscotti. Men Juristen spurgte om jeg havde været medlem af et parti. Nej, sagde jeg, det syntes jeg var latterligt. Næsten lige så latterligt som det kan føles at gå i stemmeboksen og sætte et kryds. Juristen sagde at han havde arbejdet i ministerierne og havde været med til at udforme lovforslag og på den måde været helt inde i magtens maskinrum. Det var handling. – Men hvad så med os andre der ikke kan komme derind,  hvad skal vi gøre?
Lave revolution, mente de revolutionære. Men hvis folket er gået på gaden i Cairo og Tunis på tomme maver, uden arbejde og ret til at ytre sig, på hvilken baggrund skal vi så her i Danmark gøre oprør?
Fremmedgørelsen, mente de. Fremmedgørelsen bør sætte en bevægelse i gang – som kan overvinde den. Så vi kan komme til at bestemme over vores egne liv. Der er vel ingen der ville have udtænkt dette samfund hvis de var blevet spurgt. Denne sætning stod i luften, som om man automatisk i sit nærvær som publikum blev indforskrevet til at være enig. – Det samme skete da Den revolutionære fik spørgsmålet om revolutionerne egentlig var mislykkede. “Det er de jo – se selv udenfor vinduet”. Hvad var det han gjorde der? Skulle vi gætte på hvad det var han så udenfor vinduet – for tænk nu hvis jeg så noget andet end han. Med det svar fik han gjort forsamlingen til en gruppe af enige, som måtte se det samme som han når han pegede, og derfor ikke behøvede at fortælle hvad han så.

Det er når man mærker at der er noget galt at man kan handle. At handle imod fremmedgørelse er et paradoks fordi fremmedgørelsen netop er at man ikke kan mærke hvad der er galt. Dét man skal gøre op med kan man ikke mærke; og det er hvad man skal gøre op med. Så det gælder altså om at få folk til at indse og ikke til at mærke hvad der er galt. Men hvornår har folk sidst gjort op med noget de kun har opdaget, men ikke mærket?

Hvor gammel er du? spurgte Juristen mig. Jeg svarede, og han antydede at min længsel efter handling og forandring måske også havde nogle private årsager. Jeg var venlig og svarede at det har det måske, men jeg kunne også se ret mange tegn i mine omgivelser på at det ikke kun var mig. Men efter jeg var gået ud af Frederiksberg-lejligheden slog det mig hvor unfair dén afmontering var.
Den form for afmontering ligner de borgerliges tale om at du er fuldt og helt ansvarlig for dit eget liv og kan ikke anklage samfundet for noget.
Den samfundskritiske Jurist mente at det var ligetil at gøre noget. Der er altid noget at gøre. Spørgsmålet er om vi ser det samme når vi kigger ud af vinduet. Han ser et lovbaseret retssamfund. Jeg ser magtbrynde og en ny apartheid. Han ser et retssamfund der vakler. Der er nogen der ser et generationsrøveri og en gryende økonomisk uligevægt, der er nogen der ser nhumaniteten i EUs flygtningepolitik, der er nogen der ser racistiske overgreb sanktioneret af landets folkevalgte,  erodering af vores naturlige grundlag og difamering af vores åndelige verden.
Hvem ser alt dette? Skulder ved skulder. Jura og revolution.

Juristen er jo en af landets mest belæste personer, og hvordan ligger landet med hensyn til læsning? Bøgerne forsvinder ud af hjemmene. Tidligere var der f.eks. Gyldendals Klassikerbibliotek i arbejderhjem. Nu er det næsten kun en mærkelig lille elitær flok der har bøger i deres stuer.
De revolutionære ville gøre op med fremmedgørelsen, at vi ikke har magt over vores eget liv, at vi er manipuleret og at vi jager luft, at vores behov er afsporet og forbindelsen til det indre liv er hugget over. Forstår vi det samme med udtrykket det indre liv, er det et udtryk vi kan bruge? Hverken Juristen eller De Revolutionære brugte det, – eller noget der kom det nær. Det var ikke det det kom an på. Ikke direkte. Det er ikke et ord man bruger i disse cirkler. Det åndelige heller ikke.
Problemet med Kierkegaard, siger Juristen, er at der ikke kan forbindes nogen praksis til hans filosofi. Og Villy Sørensen? Her er det lettere at forbinde en praksis. – Det er på frugterne at man skal kende træet, sagde den ene, – mens den anden kaldte til handling.

På samme måde som under Jyllandspostkrisen eller The Cartoon-crisis (- krisen har jo ikke så meget at gøre med Muhammed!) kører der omkring Wikileaks en masse diskussioner på samme tid, som – hvis man nødvendigvis skal finde et enten pro eller contra – gør diskussionerne helt mudrede. Og uinteressante. Der kører diskussioner om Julian Assanges person (er han en diktator, sådan som medstifter af Wikileaks Daniel Domscheit-Berg påstod i den mail-korrespondance, der også er lækket?), om stævningen fra Sverige (der nu har udløst en helt ny og omsiggribende bekendelsesbølge i Sverige, der i sig selv er mange diskussioner værd), om det rimelige i at offentliggøre klassificeret materiale (er det virkelig en trussel imod en masse soldaters og civile menneskers sikkerhed som diverse administratorer påstår?) og om måden det bliver offentliggjort på.

At Wikileaks også danner mode og bliver cool er også et aspekt man hverken bør negligere eller lade sig rive med af. At det er totalt cool, det som Wikileaks har gjort, giver dem selvfølgelig en kæmpe magt, som ikke kan ignoreres af hverken tilhængere eller modstandere. Den Twitter-besked, som en af de kvinder, der har stævnet Assange, efterfølgende slettede, beskrev jo også alle disse Wikileaks-folk som ‘verdens cooleste og klogeste’. (Den skrev hun efter det møde hvor den påståede forbrydelse blev begået).

Svært at forstå

Hvad der faktisk har rystet mig lidt er den modstand – eller rettere: manglende forståelse for hvad Wikileaks er og hvilken betydning det har blandt folk jeg til daglig regner som både intelligente og fornuftige. Også disse falder i fælden og siger ting som: “Hvorfor skal vi høre om det” – underforstået: Hvorfor gør de mon det, de gør, Wikileaks? Hvad der selvfølgelig er himmelråbende naivt og – dumt. Andre siger at det hele er glemt om en måned og ikke har nogen betydning – stadig med samme argument: Hvorfor skal vi vide det? – Det behøver vi ikke at bruge megen plads på at forklare – det er der skrevet om andre steder. Materialet taler for sig selv. Wikileaks afslører løgn, bedrag og korruption blandt de politikere der har fået mandat af os, befolkningen, til at forvalte en magt som vi nu får beviser på at de ikke gør retmæssigt. Det skal ikke gå upåtalt hen – og forhåbentlig heller ikke ustraffet. “Men det ved vi jo godt”, siger kritikerne så.

Der er forskel på anelse og viden, på formodninger og beviser. Den forskel synliggør Wikileaks. Nu skal vi forhåbentlig ikke længere høre på alle de gisninger der bliver fremstillet som faktuel viden. (Noget som vi selvfølgelig aldrig kan undgå at lægge øre til).

En tredje af mine fornuftige og lærde venner reagerer imod at alt bliver offentligt, imod angrebet på privatheden og offentliggørelsen af intimiteten. Der er vel ingen tvivl om at en overdrevet offentlighed også kan have en masse utilsigtede og uheldige virkninger. Man må imidlertid opveje fordele og ulemper – samtidig med at man må holde afsløringen af politiske forbrydelser ude fra offentliggørelse af private informationer.

I denne tid hvor alle info-aktivister har nok at gøre med at værne sig mod hackerangreb – eller selv at foretage dem – og hvor der er så megen opmærksomhed – ikke mindst fordi det er så nyt og på mange måder et historisk gennembrud, som vi har svært ved at vurdere betydningen af – forstummer diskussionen om hvordan denne nye offentlighed kan komme til at se ud. På samme måde som vi håbede på en bedre verden da muren faldt og den kolde krig sluttede, men blev overhalet af en underlig imitering af de selvsamme undertrykkelsesmekanismer fra det tidligere Østeuropa, som Vesteuropa så indædt havde bekæmpet, kan den igangværende informationskrig udløse en syndflod af effekter, som Wikileaks seneste angreb ellers har villet bekæmpe. Jo, det er sagt i diskussionen, dette, men det ligger endnu åbent hvordan man vil undgå bagslag på denne udnyttelse af vor tids teknologi i afsløringens tjeneste. En måde – ville jeg mene – er at afideologisere kampen og gå ind i en strukturel diskussion; at coole den der coolness lidt og være kritisk overfor både den ene og den anden side. En sådan strategi gør ingenlunde sværdet mere stumpt, men det gælder jo om at kappe det rigtige hoved af slangen, så der ikke vokser hundrede ud igen.