I den igangværende diskussion om fattigdom er der så mange aspekter, der bliver overset, at det enten er tegn på ignorance eller bevidst fortrængning. Eller også er det af angst for at se nogle af de konsekvenser, denne diskussion leder op til.
DRs radioavis cyklede f.eks. tirsdag d. 6. december 2011 rundt i en reportage, der indenfor samme indslag adskillige gange gentog budskabet om, at 1/3 af kvinder pÃ¥ kontanthjælp ikke gider at arbejde sekunderet af vores Beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, der sagde, at det var vildt provokerende, hvis ikke “de” – altsÃ¥ dem der ikke er fattige – reelt stod til rÃ¥dighed for arbejdsmarkedet. Her var der ikke plads til andre holdninger. SÃ¥dan som adskillige andre indslag slet ikke synes at kunne komme ud af denne repetitive chantning.
Det er ikke kun de reelt fattige, der bliver overset i denne diskussion. Det er dels det faktum, at vi ikke har råd til en velfærdsstat, som den ser ud i dag, dels at den nuværende velfærdsstat selv har en andel i den dovenskab, som man efterfølgende slår hårdt ned på.
Man kan jo sagtens forstÃ¥, at Mette Frederiksen synes, det er “vildt provokerende”, hvis der er folk, der ikke vil arbejde, men hun burde gribe i egen socialdemokratiske barm og se pÃ¥, hvorfor man overhovedet har brug for bistandshjælp. Det har man (bl.a.), fordi vores arbejdsmarked er uflexibelt. Alle flexicurity-tanker til trods. En grund til, at der er sÃ¥ mange, der ikke “gider at arbejde” er fordi det arbejde, der giver penge, ikke findes eller ikke kan bestrides, og det arbejde, der giver mening, ikke giver penge – og derfor ikke anerkendes som arbejde.
Man glemmer hvad idealet er og derfor pukker man pÃ¥ dem, der nu ikke længere er fattige, men dovne. Hvis de er fattige, er det selvforskyldt. Idealet er, at ingen er pÃ¥ bistandshjælp, fordi arbejdsmarkedet er sÃ¥ flexibelt, at alle har fÃ¥et en plads og funktion at udfylde. At man fra statens side sÃ¥ mÃ¥ske skal støtte visse jobfunktioner, fordi de i sig selv ikke giver afkast, mÃ¥ være den reminiscens fra velfærdsstaten, der overlever – hvad angÃ¥r arbejdsløshedunderstøttelse. Det gælder om at lave forskelligartede arbejdspladser i stedet for at parkere folk. Ikke dum-i-arbejde, men funktioner, der varetager reelle behov. Hvilket jo ville være underdrevet at sige at det allerede etablerede arbejdsmarked i sin fulde udstrækning gjorde. For samtidig med at vi ikke har rÃ¥d til velfærdsstaten, har vi jo heller ikke rÃ¥d til at producere alle de ting, vi gør. Det hjælper heller ikke debatten, at man ikke i det mindste i bisætninger (som her) nævner, at vores generelle levestandard mÃ¥ sænkes, eller rettere: omdannes. Set i dette lys er der allerede alt for mange i arbejde, og de arbejdsløse er de egentlige økologer, fordi de ikke bidrager til en vækst og en økonomi, der i bund og grund er uholdbar. Derfor skal de arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere snarere hyldes end dadles.
Det der egentligt er “vildt provokerende” er at alle de velpostrede og karrieredyrkende i dette land, inklusiv Mette Frederiksen, ikke tager sin borgerlige pligt alvorligt: at hjælpe sine medborgere. Det gør man ikke nÃ¥r man skubber problemet fra sig ved at give de fattige en pose penge for at holde sig pÃ¥ afstand – og ved at placere sig i ghettoer med mennesker der er rene spejlbilleder af en selv. Eller som Morten Hartz Kaplers sagde det forleden (6. dec. 2011) i Politikens kronik: “… selve velfærdssystemet synes vokset ud af en vikingekultur, som gÃ¥r ud pÃ¥, at de syge mÃ¥ fise ud af bygden, ud i skoven og hvis de overlever og bliver raske igen, kan de allernÃ¥digst komme tilbage – og starte forfra. For der er ikke plads til rystende hænder i vores arbejdsmarkedskultur”.
Vi har heldigvis et godt eksempel på hvordan det netop kan gøres: Christiania. Det er heller ikke ofte at man hiver den kendsgerning frem, at Christinia ved at give socialt udsatte et sted, hvor de rent faktisk kan holde ud at være, har sparet samfundet for summer, der efterhånden ville kunne komme op på den pris, de i dag skal betale for grundene. Der er i Christianias levetid investeret ufattelige menneskelige resourcer på også at tage sig af nogle af de folk, der ikke har haft nogen anden mulighed end netop at være der.
Mekanismerne bag denne sÃ¥kaldte – men endnu ikke eksplicit formulerede – dovenskab er: ghettoisering, uflexibelt arbejdsmarked og en udstødningsrampe camoufleret som bistandshjælp. Bistandshjælpen bliver solgt som en kærlig støtte med efterfølgende pligter, men fungerer jo reelt – det er det disse undersøgelser viser – som udstødningsrampe. At give de enkelte personer skylden, burde snart suppleres med lidt andre vinkler pÃ¥ et socialt fænomen, der peger pÃ¥ andet end syndefaldet. ForstÃ¥et pÃ¥ den mÃ¥de, at nÃ¥r sÃ¥ mange udviser den samme adfærd, er der vel lige sÃ¥ stor grund til at antage, at er noget galt med systemet som at der er noget galt med mennesket som sÃ¥dan. Desuden er det vel nok lettere at lave om pÃ¥ nogle sociale rammer end pÃ¥ menneskets natur.
For der ligger jo ogsÃ¥ et uudsagt arbejdsbegreb i hele denne socialdemokratiske retorik, som de stort set har arvet fra den forrige regering, der forudsætter, at mennesker i grunden ikke gider at arbejde og er udtryk for en puritansk moral, der understøttes af streng selvdisciplin, stÃ¥ tidligt op og at det er cool at have travlt, for konstant at overvÃ¥ge sig selv, sÃ¥ man ikke falder tilbage til den tilstand, hvor mennesket egentlig hører hjemme: nemlig i dovenskab, melankoli, acedia. Fordi alle vi andre overvinder os selv (d.v.s. vores medfødte dødssynd) hver eneste dag, knokler og sveder, sÃ¥ er det “vildt provokerende”, hvis andre ikke gør det samme.
Men hvis man indførte et arbejdsbegreb, der forudsatte at mennesket rent faktisk af egen fri vilje og lyst gerne ville arbejde (selv om det ikke altid er sjovt) og derfor fra politisk hold rettede opmærksomheden imod nogle af de omrÃ¥der, hvor politikerne mÃ¥ske kunne gøre noget, nemlig pÃ¥ en mere solidarisk boligpolitik, en økonomisk mere realistisk velfærdspolitik og pÃ¥ at gøre vores arbejdsmarked mere flexibelt, sÃ¥ ville vi mÃ¥ske være tættere pÃ¥ idealet, at ingen behøver en “hjælp”, der medfører eksklusion fra stort set hele samfundet.
Det vil ikke nødvendigvis sige at skabe flere arbejdspladser, det må folk også selv have ansvar for. Idealet er at ingen skal have bistand for ikke at lave noget. Positivt formuleret: At alle skal have løn og at alle skal have et arbejde. Eller skal vi kalde det: en funktion. Eller skulle vi sige: en plads. Men det er ikke altid muligt at få disse to ting til at hænge sammen. Det er ikke altid muligt, at det arbejde, man har, kan give de penge, man som minimum har brug for. Den dårligste konsekvens af dette er vel at indføre det system vi har nu: At forhindre folk i at arbejde, hvis de ikke kan passe ind i et 37 timers almindeligt job.
Problemet er bl.a. at der er meget arbejde i dette samfund, som der ikke bliver betalt for, og dette arbejde har en essentiel betydning for funktionaliteten i den almindelige økonomi. Det gælder alt fra børnepasning og husholdning til sports- og kunstverdenen over alle de foreninger, som ogsÃ¥ er en af grundpillerne i det danske samfund. Tidens arbejdsbegreb lider af en kvælende indskrænkning, idet man ikke anerkender den betydning hele den sÃ¥kaldt “frivillige” sektor eller det civile samfund har for den indbringende produktionscirkel. PÃ¥ samme mÃ¥de som alle skatteydere betaler for en infrastruktur, som ogsÃ¥ private firmaer tjener pÃ¥, leverer hele den frivillige sektor (et dÃ¥rligt ord), jeg mener: meget af det civile samfund en masse “arbejde” for, at almindeligt arbejde overhovedet er muligt. Zentropa og Danmarks Radio ville været gÃ¥et konkurs for længe siden, hvis ikke det var for frivilligt arbejde. Hospitalerne og fængslerne ville være oversvømmet, hvis ikke der var sportsforeninger, der bÃ¥de kunne skabe sunde kroppe og sociale netværk.
Endvidere er der da alt andet lige større mulighed for at fÃ¥ en bistandsklient ud – eller skulle vi snarere sige: ind i den etablerede økonomi, hvis han eller hun har haft noget at lave inden det sker end at man først parkerer vedkommende i op til 10-20 Ã¥r for sÃ¥ at piske folk et sted hen, de slet ikke kan være, for sÃ¥ i stedet at gøre dem endnu fattigere.
Fagforeninger. Hvis ikke der er nogle arbejdspladser at fÃ¥, sÃ¥ mÃ¥ man skabe dem. Men decideret at lave forhindringer herfor er odiøst og det er i realiteten hvad ikke mindst vores fagforeninger gør. Nutidens fagforeninger beskytter jo de arbejdende med en mur sÃ¥ høj, at de især de socialt belastede arbejdsløse fÃ¥r sværere og sværere ved at komme ind over den. Det burde være vores fagforeninger, der var allermest tydelige i denne diskussion, men ogsÃ¥ her er de tavse, fordi de sidder og hæger om de fÃ¥ medlemmer og privilegier de har tilbage. Her sÃ¥vel som i Mette Frederiksens figur mærker man en lidet klædelig socialdemokratisk selvforherligelse – det var os, der lavede velfærdssamfundet -, der næsten bliver komisk, nÃ¥r man samtidig sÃ¥ tydeligt ser sandet glide væk under dem.
For vi har jo ikke rÃ¥d til denne velfærdsstat. Hvorfor ikke bare sige det. Stort set hele det politiske spektrum bliver ved med at tale om fremtidens velfærdsstat uden at fortælle os, at der ikke er særlig meget tilbage af den – i fremtiden. Afskaffelse af efterlønnen var første skridt – det tog ogsÃ¥ lang tid. Nu er vi sÃ¥ smÃ¥t ved at afskaffe bistandshjælp, og som diskussionen ser ud lige nu, skal man ikke være profet for at se en udvikling i (en amerikaniseret) retning af meget større ulighed og skabelse af virkelig fattigdom – med dertilhørende kriminalitet og mistillid borgerne imellem og til staten.
Tilliden til staten har næsten været købt med overførelsesindkomster. Vi har tillid til staten, fordi den giver os tryghed. Denne tillid er – for mig at se – noget af det mest dyrebare i vores land, og selv om den forrige regering gjorde et ihærdigt stykke arbejde pÃ¥ at nedbryde den, sÃ¥ er der stadig megen tillid til den danske stat. Men man kan godt oparbejde og vedligeholde tilliden til staten pÃ¥ andre mÃ¥der end ved at give en pose penge, hvad der i virkeligheden mere sætter et ufrit afhængighedsforhold til staten end en egentlig tillid. Det kan man gøre ved at lade arbejdsmarkedet forme ogsÃ¥ af de borgere, der ikke enten skaber deres egen lukrative forretning eller lader sig ansætte i et job, der har nogle helt specifikke og som regel meget høje krav. Først handler det om, at man skal formulere idealet (og ogsÃ¥ meget bedre end jeg er i stand til her) og sÃ¥ handler det om at ændre sit arbejdsbegreb for herefter at ændre arbejdsmarkedet. Det er ikke lige sÃ¥ let – I know – som at indføre nogle flere stokkemetoder overfor de 33,9 % af de kvindelige bistandsmodtagere, der ikke “gider at arbejde”, men hvis man ikke tør og kan tale om hvor problemet egentlig ligger og hvad man i bund og grund gerne vil og kan, sÃ¥ bliver diskussionen til en underholdning, der giver dÃ¥rlig smag i munden, fordi den lukrerer pÃ¥ andres dÃ¥rligdom.
