Man kan ikke stævne Vores Livsstil. Det hørte jeg fra mange. Så vi gjorde det. En anden spurgte hvorfor vi ikke prøvede at køre en sag frem til Den Internationale Domstol i Haag. Eller hvorfor vi ikke sagsøgte regeringen eller staten.
Hvis vi havde gjort det, ville det ikke have været et kunstprojekt. (Og derfor heller ikke støttet som sådan). Men det er ikke den egentlige grund. Kunsten er ikke et mål. Den er et middel til at få noget andet frem end man ellers kunne.
Der er flere grunde til at vi holdt fast på at det var Vores Livsstil der skulle stævnes.
Hvorfor stævne Vores Livsstil
- Den første grund var at det var den første idé. Men denne første idé har også et rationale. For hvem er egentlig skyld i klimaforandringerne. Menneskene? Ja. Men ikke alle mennesker. Er det politikerne? Vel ikke alene. De har et vist ansvar, men vi kan jo ikke lægge alt over på dem. Ej heller på virksomhederne, som man vel godt kan anklage for at manipulere med forbrugerne og installere kunstige behov for at holde sig selv i live eller bare blive holdne. Vi har som indvidder vel også et ansvar. Vi stemmer politikere ind og vi køber virksomhedernes produkter. Men kan individderne bære hele ansvaret for menneskehedens eventuelle selvudryddelse? Næppe. Vi er alle født ind i og afhængige af et system, der har fungeret (nogenlunde) i lang tid, et system der er lige så trægt som det er magtfuldt, men som altså også befordrer nogle handlingsmønstre, som har påviseligt skadelige effekter på vores klima. Men et system er ikke et vilkårligt sæt regler og normer, det er fremkommet af et kompliceret interessespil igennem århundreder. Og sålænge det eksisterer i sin nuværende form er det holdt oppe af en blanding af vaner og ideologi. Hvilket er en formel definition af Vores Livsstil. Vores Livsstil er på engang de mere eller mindre ubevidste vaner, som er med til at strukturere vores liv, fra måden vi spiser på til hvordan vi arbejder og interagerer med andre mennesker, og den ideologi, som gør at vores liv har en mening. For hvis ikke vores levede liv kan sættes i forbindelse med en eller flere ideer, alt fra den demokratiske, markedsøkonomiske til den kristne, humanistiske eller helt hjemmebryggede, så er det kun et spørgsmål om tid hvornår livet visner i vanerne. Der er ikke et begreb der mere præcist beskriver hvem der kan have skyld i klimaforandringerne.
- Hvis jeg ville føre en retssag imod et accepteret retssubjekt, staten eller regeringen, ved en accepteret domstol, ville det egentlige ansvar være skubbet væk fra den enkelte borger og væk fra den enkelte tilhører i retssalen. Ideen var jo blandt andet at alle tilhørere skulle have indflydelse på dommen. (Det skal dog bemærkes at vi ikke talte tilhørernes tilkendegivelser med i den afstemningen efter voteringen. Det var kun nævningenes stemmer der talte i den endelige afstemning om dom og straf). Det ville ikke være i overensstemmelse med de eksisterende forhold hvis den enkelte helt kunne fritages for ansvar.
Fiktivt rum for en undersøgelse af noget virkeligt
Hvis ikke vi havde holdt fast i at stævne Vores Livsstil, men var gået efter et acceptabelt retssubjekt (f.eks. staten eller regeringerne siden 1988, altså det årstal hvor James Hansens vidnesbyrd i kongressen lagde uimodsigelige fakta på bordet), ville det have været et helt andet projekt: Det ville have været meget vanskeligere, men måske også i sidste ende mere resultatorienteret. Hvis man havde ført en proces i Haag og udfaldet ville blive en dom imod regeringer og eller stater, ville man være tættere på den omstilling, som på den ene eller anden måde er må siges at være nødvendig. Men vejen til Haag er lang og meget besværlig. Og man kan måske sisge at vores lille bitte retssag (dog med et endnu større perspektiv end en virkelig retssag) kan man måske i et optimistisk øjeblik se som et skridt hen imod et egentligt retsmæssigt indgreb imod de systemelementer, som er ved at hive tæppet væk under os.
At lave et processpil (og så endda kun en skitse til et) kunne pludseligt lade sig gøre. I en kunstnerisk ramme. Og kun i en sådan. I kraft af Statens Kunstfond. Det var mere realisabelt at gøre det sådan. Men hvis man med sådan et projekt kunne formaste sig til at ønske en løsning på problemet, kan man kun blive tilfreds, hvis man sætter barren for ønsket lavt. Meget lavt. En sådan retssag kan allerhøjst ændre nogle få menneskers syn på deres egen livsstil, og så er det ikke engang garanti for at de også ændrer den.
Se på os selv. Adelaide Bentzon og Sylvester Roepstorff. Vi har været opmærksomme på problemet på hele tiden. Vi der arbejdede (og stadig arbejder) med disse uhyrlig dystre fremtidsscenarier over længere tid, har vi ændret noget som helst i Vores Livsstil? Nej, det har vi ikke. Det er tankevækkende at nævningene udmålte en mild straf til en tung skyld, men det er lige så tankevækkende at arrangørerne stort set ikke har ændret noget som helst i deres måde at leve på. Men en lille bitte smule. Vi spiser mindre kød. Vi slukker elektriske lys efter os. Sparer mere på vandet.
Men vanskeligheden ved at ændre sig skal være emne for en særskilt refleksion, som jeg vil ví en anden artikel. Her handler det om retssubjektet.
Det var nødvendigt at holde fast i at stævne Vores Livsstil fordi hypotesen var at den var den egentligt skyldige, og i dette lys var det nødvendigt at skabe og fastholde et kunstnerisk rum til at undersøge denne påstand. Det var oplagt at bruge den etablerede retspraksis som en kvalificeret metode til at undersøge vores hypotese.
Let at fatte, svær at forstå
Men det har også voldt mange hovedbrud. Og det forårsagede adskillige diskussioner omkring nævningebordet. Først og fremmest vil jeg sige at enhver jeg i en enkelt sætning har præsenteret for ideen har haft en intuitiv forståelse af hvem der er den anklagede og hvad det hele gik ud på. Enhver forstod hvad sigtet var og ideen gik ud på. Det var først da man skulle gå ind i sagen at problemerne viste sig. Det forholdt sig altså på samme måde som Augustin sagde om tiden: Når man ikke tænker over hvad den er, ved man det, men når man tænker over det, ved man det ikke. På trods af den forholdsvis høje abstraktionsgrad denne idé har har den været forstået af alle. Bortset fra juristerne. Var jeg ved at sige. Det har været juristerne der har været mest forbeholdne. Og med rette. Dog må jeg sige at dommeren har været én af dem der har forstået projektet allerbedst, og både anklageren og forsvareren har også hele vejen til punkt og prikke udfyldt deres roller og været på det rene med konceptet.
Vores Livsstil som selvstændigt handlende instans
En retsfilosof sagde at Vores Livsstil er handlingen og ikke subjektet. Man kan ikke stævne forbrydelsen, men kun forbryderen, mente hun.
Vi har opfattet Vores Livsstil som en selvstændigt handlende instans der har medført et sæt af handlinger, der igen har haft og vil få så alvorlige konsekvenser for andre mennesker at der rejser sig et spørgsmål om skyld. Den har handlet igennem os som en suggestiv kraft, der har haft magt over os og som det er en meget kompliceret opgave at frigøre sig fra. På samme måde som Charles Manson blev anklaget og dømt for at have hypnotiseret andre til at tage livet af Sharon Tate, opfattede vi Vores Livsstil som en instans der mere eller mindre frivilligt har fået hele samfund til at skrue en så stor vækst i vejret at naturgrundlaget har svært ved at følge med.
Indviduel versus kollektiv
Det næste hovedbrud har været forholdet mellem individ og kollektivt.
Dommeren bemærkede f.eks. at anklagen var kollektiv, men påstanden (altså anklagerens krav: personlige CO2-kvoter) var individuel. Der var (som beskrevet i domsudskriften og i eftertanken, der kan læses på www.syr.dk og her på www.sylvesterroepstorff.dk) stærkere modstand imod indgreb i personligt forbrug end i et kollektivt (på statsligt niveau).
Nævningene diskuterede om man skulle anlægge en gennemsnitsbetragtning eller ej. Altså om man skulle indføre en sanktion, der gavnede kollektivet, uanset om det var til gene for nogle enkelte. Der var fortalere for at anlægge en gennemsnitsbetragtning, hvor man altså – som det blev sagt – ikke tog særskilt hensyn til Maldiverne, men tænkte på det samlede sikkerhedsniveau, og der var modstandere imod en gennemsnitsbetragtning, hvor man måtte gøre specifikke ting overfor særligt truede områder. Hvilke forholdsregler blev ikke specificeret.
Der var også flere både nævninge og publikummer der følte sig personligt anklaget, hvilket de begrebsligt set kun var halvt ”berettiget til”. En nævning pointerede flere gange at det ikke var os som individder der stod under anklage, men Vores Livsstil, altså en bestemt måde at leve på der kræver et meget højt energiforbrug, som kun kan være skyldfrit sålænge energien er CO2-neutral. Hvad den altså ikke er – endnu. Vores Livsstil kan med andre ord godt overleve. For der var en mulighed for at den kunne dømmes til døden, forstået på den måde at den i et og alt skulle laves om. Men det blev den ikke. Det skyldige element i Vores Livsstil var altså mere dens måde at forbruge energi på end dét den brugte denne energi på.
Når det kommer til stykket, kan vi godt lide Vores Livsstil.
Seneste kommentarer