Grundlagsdebat

Mens Rune Lykkeberg i Information (24.11.07) ser det som et fattigdomstegn at forfattere og kunstnere ikke deltager mere i den offentlige debat og hverken bruges som ’samvittighedens stemme’ eller med nogen anden form for autoritet, bliver de kunstnere, der dog stadig forsøger at ytre sig både kritiseret i weekendavisens opions-sider og i samme avis’ bogtillæg (nr. 48 – 30.11.07).

Der er ikke publikum til de forfattere og kunstnere, der har noget at sige, og uden publikum lever kunstneren jo dårligt. Samfundskulturen er blevet subkultur (Carsten Sestoft) og kunst sejler stadig længere og længere væk fra den politiske debat. Han er kun glad for at en person ikke længere er samfundets samvittighed. Deri er han sikkert enig med mange. Alternativet er desværre at der så er meget mindre samvittighed. Det er der sikkert også mange, der er glade for. Ikke desto mindre går der noget tabt: ”Nok kan man sige, at kunstnerne ikke siger sandheden, men det betyder ikke, at kunstværkerne ikke siger noget andet og væsentligt”.

For det er ikke kun kunstnerne der ikke lyttes til, det er også værkerne, der har et mindre og mindre publikum.

Rasmus Øhlenschlæger Madsen har skrevet en phd-afhandling om den nyere kritiske essayistik i den danske debat: Vidner og dommere – ny dansk kritisk essayistik om krig og terroisme. Her som mange andre steder i weekendavisen er overskriften mere et udslag af hvad redaktionen mener om artiklen end hvad den mener dækker dens indhold. Mavefornemmelser står der: ”Troværdighed. Når Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, Carsten Jensen og Jens Christian Grøndahl skriver essays om krig og terroisme, ved de så, hvad de taler om?”

Slutningen af omtalen lægger imidlertid vægt på noget andet: Forfatternes ”essays om krig og terroisme kan alle læses som oplæg til refleksion, analyse og isidste ende demokratisk debat. Det er det, der gør dem værd at beskæftige sig med (…) Det kritiske essays værdi er først og fremmest at virkeligheden her brydes på en anden måde, at nye sammenhænge udpeges”.

Kritikken går på at forfatterne ofte ved for lidt om det de taler om. Det siger stud.scient.polerne Sebastian Barfort og Morten Øyen Jensen skarpere. De korrigerer adskillige udtalelser fra Anne Marie Helger, Niels Hausgaard og Lotte Svendsen, hvad der nok er på sin plads, hvorefter de konkluderer, at ”kunstnerne er en parodi på sig selv, og det er ikke umiddelbart let at genkende de klassiske forbilleder, som i ekstremt høj grad berigede debatten”.

Her bør Danmarks Radio kritiseres lige så meget som kunstnerne, både for at hive dem ind og for at sætte så små rammer at enhver form for refleksion er umulig. Der er jo kunstnere der forsøger at forstå vores tid og vores samfund og som holder sig indenfor sine egne kundskabsgrænser, så det ikke bliver så let at skyde dem ned.

Der er noget ignorant i disse strenge krav til saglighed. Kunstneren, forfatteren, udtaler sig netop ikke som specialist, men han udtaler sig fordi han har sproget i sin magt. Hvis man kun vil have specialister til at udtale sig, er det både en hæmning af den almene ytringsfrihed og et oplæg til teknokrati. Og det er jo rigtig slemt, fordi en teknokrat kender systemet så godt at han slet ikke kan forestille sig det anderledes. Så bliver den offentlige debat ét langt forsvar for det bestående – og hvor meget debat er der i det?

Vi kan hverken undvære specialisterne eller kunstnerne, men de burde arbejde mere sammen. Mod et medietyranni og imod den fordummelse der ligger i at forveksle viden med information – eller kun at foretrække det ene frem for det andet.

Rasmus Øhlenschlæger siger: ”Man kunne kalde det en grundlagsdiskussion – en diskussion af forskellen på viden og information og en diskussion af, hvor meget viden der skal til for at fælde troværdige domme”.

Written by admin


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kunstklimademokrati.dk/sylvesterroepstorff.dk/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399