Med den opdragelse, jeg har fået, er det som en fristelse af selve Satan, blot at tænke på ikke at stemme til folketingsvalget. Men hold da op, hvor jeg er tæt på at boycotte valget. Selv inden det var udskrevet. Og nu er det der.

Én ting er selvfølgelig Venstres, Socialdemokratiets og De Konservatives valgkampagner, der alle overgår hinanden i underlødighed, men ligner hinanden ved dels at pukke på dem, der ligger nederst, dels at handle om politiske emner, der ligger langt nede på listen over vigtige problemer. De marginaliserer med andre ord både mennesker og emner. Venstres kampagne der inkriminerer en stor del af befolkningen fordi en forsvindende lille del af befolkningen får 454.215,- kr. i overførelsesindkomst. De Konservative der laver en smart orddeling, som identificerer totaliarisme med islam. Og Socialdemokraterne, der på én og samme gang forbyder og forpligtiger flygtninge i at arbejde.

Det hele er jo helt ude i hampen.

Men det er alligevel ikke dét, der får mig til at overveje ikke at stemme.

Det er heller ikke fordi Socialdemokraterne løb fra løfter og har ført blå politik. De agerede med de stemmer du nu havde fået. Eller at Venstre ikke har nogen politik.

Efter at have vakt bestyrtelse i min kulturradikale familie for mine radikale holdning, har jeg fundet to grunde til ikke at stemme.

For det første fordi det største og vigtigste problem af alle, klimapolitikken, ikke synes at spille nogen synderlig rolle for politikerne. De siger, de vil gøre noget, men ingen vil se den hele virkelighed i øjnene, fordi den er så skræmmende. Det er tøset og alt andet end radikalt.

Peter Kemp og Lisbeth Witthøfft Nielsen har (i 2009) skrevet en meget oplysende rapport om dette fænomen (Klimabevidsthedens barrierer). De skriver bl.a. at der i forhold til de økologiske katastrofescenarier hos borgerne opstår “…en mistanke om, at disse politikere i virkeligheden mener, at den økonomiske virkelighed under alle omstændigheder må være den stærkeste” (s. 40).

Men er der nogen anden grund til vores katastrofale økologiske situation end pengeinteresser? Og hvilken vestlig regering har med effekt prøvet at dæmme op for den? Både systemet og borgeren har ansvar, men der mangler tro på at det overhovedet nytter noget at kæmpe. Vi må forbinde vores individuelle miljøbevidsthed med vores indflydelse på vores kollektive situation, ” … så individet ikke forfalder til at overlade indsatsen til den offentlige styring eller til at fastholde sin livsstil ud fra overbevisningen om, at ’min personlige adfærd alligevel ikke batter noget i det større hele’” (s. 45).

Så ja, jeg medgiver, at jeg som almindelig borger skal gøre mit. Men så må politikerne også gøre deres. Jeg abonnerer ikke på Søren Ulrik Thomsens og for den sags skyld også Ulrich Horst Petersens devise om, at politik skal være kedeligt. Okay, jeg behøver ikke nogen entertainer, men fremtidens politikere, jeg mener: nutidens står overfor så store udfordringer, at det kræver kompromisløst engagement og opofrelse for at være på omgangshøjde med dem. Uden idealer er vi fordømt.

Gordon Inc.s udmærkede kronik i Information (13.5.2015) Pas på radikalismen. handlede om hans egen radikalisme forstået som en kraftig politikerlede. For mange har denne politikerlede ledt til politik-lede. For mit eget vedkommende kan jeg stadig blive begejstret af politiske ideer, mindre af politik, sjældent af politikere og endnu sjældnere af partipolitik.

Det er heller ikke fordi, jeg er uenig med politikerne, at jeg overvejer at arkivere mit stemmekort lodret. Tvært imod. Det er manglen på uenighed, der gør det. Når Gordon Inc. også skriver, at alle partier er ”Slaver af den samme logik” har det noget med det at gøre. Altså at partierne er så ens, at de har opløst selve politikken, for der er ingen politik, når der ikke er forskel.

Det er en systemfejl, der gør det vanskeligt for mig at komme til stemmeurnerne.

Det er virkningen af denne afpolitisering af politikken, der gør det svært for mig at stemme. Det vakuum, som teknokratiseringen (”nødvendighedens politik”) og magtbrynden har skabt, har gjort demokratiet til en semireligiøs affære.

Det er fordi, stemmeafgivelsen efterhånden mere antager karakter af bekendelse end af medbestemmelse. Stemmeafgivelsen er blevet til et ritual, hvor vi bekender os til demokratiet, et ritual der er holdt oppe af troen på at vi rent faktisk også har noget at sige, at vores stemme også betyder noget i det store spil. Men det er den tro, der efterhånden nærmer sig nulpunktet hos mig.

Voteman-videoen fra 2014, der med vold skulle få folk til at stemme sagde det jo så klart. Man skal bankes til urnerne.

I et land, hvor vi regeres af et parti, der kalder sig radikalt, og hvor der føres en permanent kampagne imod radikalisme, har vi både mistet forståelsen af hvad ordet betyder og fornemmelsen for hvad radikalisme er. Vi mangler radikalisme. Det radikale venstre er ikke radikalt, og de såkaldt radikale religiøse, højre- og venstreorienterede bør vi ikke kalde radikale, hvis vi mener noget om ordet. Det betyder jo ’til roden’, og påstår vi virkelig at ekstremister, der både dræber anderledes troende og ødelægger kulturskatte, går til roden? De skærer jo roden over.

Den dovne midte (Villy Sørensens ord) er præget af vægelsind, handlingslammelse og nøleri. Eller med andre ord: af opportunisme, populisme og meningsmåleri. Dens modsætning er ifølge Sørensen den radikale midte, der kompromisløst forfægter humane værdier. I vores tid vil det også sige: naturens ret til at overleve, fordi mennesket ikke kan leve uden natur. Den radikale midte handler udfra lige dele følelse og fornuft, en vanskelig fusion, der får den splittede til at vakle.

Den radikale er frygtløs i sin vilje til at sige sandheden uanset om det fører til tab af magt eller privilegier.

Det er denne form for radikalisme vi savner. For når jeg ikke orker at stemme, er det ikke fordi jeg er kraftesløs, men tværtimod fordi jeg er fyldt af handlekraft – som dog har svært ved at finde en kanal. Når den har det, ja, så opstår den frustration, der altså med et forkert ord bliver betegnet som radikalisme. Jeg bliver frustreret over, at de vigtigste emner ikke bliver taget op, og denne frustration gør mine tanker og ytringer mere ekstreme. Men jeg ønsker det ikke. I min stålsatte tro på radikalismen kæmper jeg imod den gryende ekstremisme i mit indre og i mine omgivelser. En ekstremisme, der kommer af en frustration affødt af manglende repræsentation. Jeg skal dykke langt ned under overfladen for at finde forløsende ord med håb i. Jeg kan stort set ikke finde nogen på tinge, der tager de alvorlige problemer alvorligt.

Per Krarup, der var klassisk filolog og døde i 1977, skriver f.eks. i Romersk politik i Oldtiden (1971), at én grund (blandt flere) til Romerrigets undergang var, at der rigets sidste århundreder ikke var plads til de mest påtrængende politiske problemer. Sådan er det også i dag. Magtbrynde, interne slagsmål, strategi- og spin-spil for ikke at sige kortvarige løsninger på perifere problemer slører blikket for, hvad der er vigtigt og egentligt presserende. Lige som Romerriget dengang fyldte hele verden, er det et Empire – for nu at tale med Antonio Negris og Michael Hardts ord – der står for fald. Ifølge disse to tænkere (i bogen af samme navn fra 2000) er vi i dag underlagt et globalt imperium, der i sin dominans på både det politiske, økonomiske, sociale og kulturelle område er så totalitært, at intet menneske på jorden kan melde sig ud af det. Det er overdrevet, men ikke usandt.

Kollektiv overophedet frustration fører til revolution, og det er da også fordi, jeg er bange for revolutionen, at jeg ønsker nogle politikere kunne tale om den. Jeg har god grund til at være bange for revolutionen når man kigger på på historien. Selv de såkaldt fredelige revolutioner i Danmark 1849, i Portugal 1974, i Tyskland 1989 og i Rusland 1991 trak megen vold med sig. Men hvis ikke man kan se, at der samler sig revolutionære kræfter, og hvis man bliver ved med at undervurdere de alvorlige problemer, så bliver revolutionen så meget desto mere blodig.

Written by admin