En delvis ophidset samtale om den manglende grundlagsdiskussion i den offentlige debat, om årsagerne til den iblandet nogle hjælpende begreber fra Løgstrups System og symbol, (s. 167ff).

– Det er forstemmende, sagde min ven igår, det er jo næsten umuligt at komme i en rigtig dialog med nogen. Måske det er min høje alder der gør det, men det er jo mere og mere umuligt at tale med folk om grundlæggende ting. Det hele bliver kvantificeret, superviseret, evalueret, djøficeret og instrumentaliseret. Dødt. Hvor er de folk der interesserer sig for den grundlæggende diskussion? Ikke kun at skælde ud på regeringen – eller forsvare den, for den sags skyld -, ikke kun at støtte Jyllandsposten eller gå imod den, ikke kun at fordømme Israel eller Hizbolla, ikke kun at forsvare velfærdsstaten eller globaliseringen, – men at tale om hvad det gode liv er, hvilket samfund, der er det bedste, hvordan vi opfatter mennesket og dets natur, om kunstens rolle i samfundsudviklingen, kort sagt om metafysik og andre grundlæggende spørgsmål. Der er jo ingen der tør tale metafysisk mere, – eller kan tale om moral.

– Nåhhh, det ved jeg nu ikke, svarede jeg. Alle firmaer med respekt for sig selv opstiller jo etiske regnskaber …

– Ja, præcis, det er jo instrumentelt. Det gælder om at finde en etik, der kan gøre produktet mest rentabelt. Det er ikke det, jeg taler om. Eller netop det jeg taler imod. En interessefri grundlagsdiskussion findes ikke. Eller hvis den findes, så findes den skjult.

– På filosofisk institut?

– Ha! Det er nok det sidste sted jeg kunne forestille mig at en sådan grundlagsdiskussion findes. Dér er alle diskussioner jo bundet op om bevillinger. Hvis man kan tale om etikken i dyreforsøg og stamcelleforskning, er der jo penge at hente.

– I litteraturen?

– Kan du få øje på den nogen steder i den litterære debat?

– Det må jeg indrømme: nej. Men ligger der ikke en grundlagsdiskussion i alle de konkrete sager?

– Synes du selv det, spurgte han retorisk; – jeg svarede ikke. Han fortsatte: Den offentlige debat – som jo også foregår i hjemmene og til middagsselskaberne og så videre – er forurenet af en luftlim, der klistrer alle udtalelser fast på personen. Hvis man udtaler sig om en sag, får man at vide at det siger man kun fordi man er mand, fordi man har børn, eller ikke har børn, fordi man ikke er selvstændig, fordi man har den og den opvækst. Hvis ikke man kan udtale sig frit, dræber det jo den diskussion jeg taler om. Det er denne luftlim der gør at vi ikke kan komme ned til grundlaget. Grundlagsdiskussionen er betinget af en interessefrihed, men diskussionklimaet er præget af denne luftlim, der binder personen til udtalelsen.

– Er det ikke meget rimeligt at man inddrager personen i udtalelsen?

– Nej, det er overhovedet ikke rimeligt. – Nu nærmest sprang han op af stolen af ophidselse. – Det er overhovedet ikke rimeligt. Det er et overgreb. Det er en overskridelse af urørlighedszonen, du ved, Løgstrups geniale begreb. Men det mest uhyggelige er at den naturlige reaktion et menneske har, når dets urørlighedszone bliver overskredet, nemlig modværge eller opstand, er ved at smuldre. Det er meget mærkeligt og jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne. – Han holdt en lille pause. – Det er den rene moralløshed. Man overskrider urørlighedszonen når man spørger til motiverne og ikke til grundene. Det vil netop sige at man kaster en udtalelse tilbage ved at forklare hvorfor den kom, altså at udtalelsen kommer fra noget, der slet ikke har med sagen at gøre. Sagen glider helt af hænde, når man fokuserer på motiverne fremfor grundene, og den naturligste reaktion er at sætte sig til modværge, fordi det – som Løgstrup siger: ‘sætter os fra styret’. Det umyndiggør. I virkeligheden er det nedsættende at spørge til motiverne. Det er despekt, fordi man ikke respektere den anden person som tænkende. Det er én ting, men hvis ikke man sætter sig imod det, ja så er det da for alvor galt. Og sådan er det i dag. Man accepterer at der spørges til motiverne, man går fuldstændigt ind i hele den diskurs der har ringeagt og umyndiggørelse som et subtilt bærende element. Det er både den politiske diskurs i medierne, hvor man bruger ikke-argumenter som det at være kulturradikal eller konservativ, og i den evalueringskulturen, hvor man på overfladen bliver spurgt om sin mening, men altid skal placeres i et køns-, geografisk- og lønningsmæssigt skema, der undergraver de fornuftige og argumentative grunde man kunne underbygge sin mening med. Tankerne folder sig ud i de argumenter man har, ikke i motiverne. Grundene er argumenterne og argumenterne kan man tale om. Motiverne kan man jo ikke tale om. Det dræber enhver samtale. Ordene kan aldrig kommer højere end munden, og hvis ikke de kan det, kan det hele jo være lige meget. Så kan man jo ligeså godt bare bruge munden til at spise med.

– Eller kysse.

– Ha, sagde han. Det havde jeg ikke lige tænkt på.

– Det er ikke helt uvæsentligt. Har du nogen sinde tænkt på hvorfor man har designet kroppen på en sådan måde at kærlighedsytringen forhindrer talen?

– Aii, nu afsporer du diskussionen.

– Overhovedet ikke. Du sagde selv at det handler om at kunne komme hele vejen rundt, for der findes jo ikke nogen grundlagsdiskussion uden 360 graders horisontal åbenhed …

– Og vertikal ..

– præcis, og det gør det altså muligt at kunne kombinere tilsyneladende fjerntliggende områder.

– Du vil vel ikke påstå at enhver tales yderste mål er kysset.

– Nej, det er jo frivolt, men nok at talens mål er tavshed. Ellers er det bare lirum-larum. Er dét ikke humanisme.

– Eller kristendom?

– Præcis. At vi taler sammen for at komme hinanden nærmere.

– Selv om talen så tit fjerner os fra hinanden. Indtil vi ikke længere kan tale sammen, men bliver nød til at slå på hinanden.

– Men jeg mener ingenlunde at enhver rigtig samtale er problemløsende. I virkeligheden tror jeg på at den bedste samtale er som en musikalsk jam, hvor man giver efter for associationer og responderer på andres; med stor opmærksomhed og hele tiden med den dobbelte lyst til at være hvor man er og at komme et andet sted hen.

Vi tog en tår af kaffen, og jeg spurgte – for at komme problemet – og løsningen – nærmere.

– Så hvad er det, der mangler i den stående debat?

– Grundlagsdiskussion.

– Ja, men hvad forhindrer den?

– Afsporing, fremmedgørelse, forvirring, distraktion.

– For mange informationer og for lidt refleksion?

– Ja, eller for lidt læsning og for mange film.

– Der er mange der læser …

– Men taler de med nogen om det de læser? Er der nogensinde nogen der har læst det samme?

Jeg svarede ikke, det var stort et emne, vi havde taget fat på, men vi skålede i kaffe.

Written by admin