Måske hører de aktuelle politiske problemer med manglende tillid og ekstremisme m.m. sammen med selve systemet, at vi vælger politikerne. Måske afhænger demokratiet slet ikke af at vi vælger vores politikere.
Løsningen
Der findes en radikal løsning på politikerleden og mistilliden mellem politikere og befolkning: Lodtrækning. Det lyder vildt, men er det ikke. For på samme måde som man udnævner nævninge fra befolkningen, er det muligt at trække lod i befolkningen om hvem der skal være medlem af den lovgivende forsamling. Det er nemlig ikke kun sådan at nævningene skaber legitimitet til domstolene, de fælder også bedre domme. Lovgivere behøver ikke at være politikere. Lovgivere skal være kompetente, og det er almindelige borgere også.
Det er hvad den nye velskrevne og velresearchet bog af David van Reybrouck, der er uddannet arkæolog, handler om: Imod valg – til forsvar for demokratiet (2013). Bogen udspringer af krisen 2010 og ’11 i Belgien hvor det tog 541 dage at danne regering (s. 15). Det eksisterende demokratis hovedproblem er måske hverken borgerne, poltikerne eller medierne, men selve det valg-repræsentative system.
Én ting er at deliberativt demokrati, som dette system hedder, er mere demokratisk, en anden ting er at det også er mere effektivt. For tænk lige på de problemer vores nuværende system har:
Problemet
Worlds Values Survey har lavet en storstilet undersøgelse af folks forhold til demokratiet, og af et repræsentativt udvalg af 85% af verdens befolkning (de har spurgt o. 75000 mennesker) svarer 91,6% at de er tilhængere af demokrati. Aldrig har opbakningen bag en demokratisk styreform været større end nu. Men paradoksalt nok har mistilliden til politikerne og institutionerne heller aldrig været større. EU’s egen meningsmålingsinstitut målte i 2012, at 33 % af EU’s befolkning havde tillid til dets institutioner, og nationalt er tallet under tredive. Og mistilliden er gensidig. Politikere har ikke mere tillid til deres vælgere end omvendt. ”Vi foragter de valgte, men vi tilbeder valgene”, som van Reybrouck siger (56). Efter at man har afgivet sin stemme, deltager den gennemsnitlige borger ikke på mange andre måder end igennem de sociale medier at give los for sin galde: ”Det, der engang blev opfattet som ’syring ved hjælp af debat’, er blevet kogt ned til et tavst, selvtilstrækkeligt ritual i stemmeboksen, hvorefter borgerne går hjem og får afløb for deres frustration ved at trykke på computer- eller telefontasterne. Demokrati som tavs lava” (s. 14).
Effektivitet og legitimitet
Ethvert system balancerer imellem legitimitet og effektivitet. En diktator har høj effektivitet, men lav legitimitet. Demokrati har høj legitimitet, men kæmper med effektiviteten. Valgdeltagelsen i disse år falder (i stort set alle lande), vælgerne bliver mere og mere lunefulde og mindre partiloyale, jordskredsvalg bliver hyppigere og de politiske partier får færre og færre medlemmer (i EU 4.65%). Disse forhold svækker legitimiteten af regeringerne.
Effektiviteten står det også sløjt til med. Det bliver nemlig sværere og sværere at få beslutningen igennem. Parlamenter kan være op til femten år om at vedtage en lov. Det bliver sværere og sværere at danne regeringer, der igen er blevet mere og mere skrøbelige og labile. Den manglende evne til at tage fat om de store udfordringer går hånd i hånd med overeksponering af trivielle problemer. Episodisme kalder Reybrouck det når episoder tager al opmærksomheden frem for gode debatter om vigtige ting. Medierne lever af nyheder og politikerne kan ikke overleve uden medierne. Samtidig er antallet af forespørgsler, fremsatte forslag og hastedebatter steget markant, hvilket også sløver effektiviteten.
Populisme, det trætte demokratiske system
”Demokratiet er blevet mere og mere tandløst, men overraskende nok også mere og mere højrystet” (32). Man aner med andre ord et demokratisk udmattelsessyndrom bag sofavalg, vælgervandring, affolkning af partierne, administrativ inkompetence, politisk lammelse, frygt for valgnederlag, rekrutteringsproblemer, tvangsmæssig profileringsdrift, kronisk valgfeber, udmattende mediepres, mistro, ligegyldighed og andre hårdnakkede onder (33).
Den gryende populisme næres af opfattelsen af politikerne som indspiste, magtliderlige, verdensfjerne, korrupte og egoistiske. Levebrødspolitikere svigter i virkeligheden demokratiets idé, at arbejde for folkets og ikke sit eget bedste. På verdensplan anses politiske partier for at være jordens mest korrupte institutioner (183), og de stemmes til magten på fornemmelser og luner. ”Ved en folkeafstemning er det ofte mavefornemmelsen, der kommer til udtryk, ved en rådslagning er det en oplyst opinion” (140).
Og når der ikke længere er reelle politiske diskussioner og løsninger, træder teknokraten til, der gør ”hvad der må gøres”, men altså ikke hvad man bevidst politisk har besluttet. Teknokraten er en apolitisk politiker.
Disse tendenser fremmer både antiparlamentariske og såkaldt neoparlamentariske stemninger. Neoparlamentarismen kalder man f.eks. den som Piratpartiet har stået for, der vil styrke det valg-repræsentative system med nye former for medindflydelse, f.eks. via digitale platforme at indføre elementer af direkte demokrati.
Ingen af disse parlamentariske metoder tror van Reybrouck på. Han mener at disse krisetegn i al væsentlighed skyldes det valgrepræsentative system.
Den nye medievirkelighed
Med til det valg-repræsentative system hænger også en særlig medievirkelighed, der ændrede sig afgørende fra 1980’erne. Civilsamfundet – for en god ordens skyld kunne vi også kalde det det meritokratiske civilsamfund, altså den uddannede del af befolkningen samt de stærke partiinteressere – havde indtil da styret det offentlige rum. Da neoliberalismen slog igennem, forsvandt partiaviserne og blev opkøbt af mediekoncerner. Statsradiofonien begyndte at agere på neoliberale præmisser. Fagforbund og sygekasser, ja, selv partierne begyndte at følge en markedsmodel, hvorved borgeren forvandlede sig til forbruger. Den britiske sociolog Colin Crouch beskrev den offentlige valgdebat i det post-demokratiske og mediestyrede samfund som ”… et omhyggeligt kontrolleret skue, der styres af rivaliserende teams af professionelle eksperter i overtalelsesteknik, en forestilling der kun må dreje sig om et begrænset antal emner, som på forhånd er udvalgt af disse teams” (67f). Borgerne skal blot reagere på disse signaler og den egentlige politik laves bag kulisserne af repræsentanter for erhvervslivets interesser. Berlusconi er det mest tydelige eksempel på dette. Trump er et andet.
Parlamentarisk demokrati er teater (142), og, kunne man fristes til at tænke, det er derfor det er så slidstærkt. Brød og skuespil som Juvenal skriver i sin 10. satire. (Læs i øvrigt Ingemar Karlssons og Arne Ruths meget spændende bog fra 1984 om det Tredje Riges suggerende kraft igennem sine gigantiske iscensættelser af sig selv, Samhället som teater. Estetik og politik i Tredje riket).
Selv om diskussionen om det deliberative demokrati næsten ikke rigtig er kommet i gang, kredses der faktisk om det uden at det nævnes direkte. Således Julie Hassing Nielsen, der er post.doc. fra institut for statskundskab på Københavns Universiet, i Politiken 10. januar 2017: ”En stigende skepsis til de etablerede partier kan måske også have at gøre med, at mange folk – uden politikerne er bevidste om det – eksempelvis ønsker en anden for repræsentativt demokrati og politisk proces end den, mange kommentatorer, forskere og politikere – den såkaldte politiske elite – mener, vi skal have«.
Van Reybrouck mener ligefrem at der kommer revolution hvis ikke systemet forandres: ”Enten smækker politikerne dørene op på vid gab, eller også bliver de inden for overskuelig fremtid slået ind af vrede borgere” (183). Trump og Obama har begge kraftigt understreget deres legitimitet ved at give ansvaret og hæderen tilbage til folket. I deres taler vel at mærke. Men i begge tilfælde (måske i forskellig grad) har det været en falsk legitimering af deres magt. Der er stadig stor afstand mellem de regerende og de regerede.
Athen og derefter
Mange af disse svagheder og systemfejl ville et lodtrækningssystem kunne afhjælpe. Faktisk har både den lovgivende og dømmende magt været sat sammen ved lodtrækning i mange flere år end ved valg. Det første demokrati i Athen (fra ca. 508 f.Kr. 322 f.Kr) bestod hovedsaligt af grupper udtaget ved lodtrækning. Imellem 50-70 % af den (mulige) befolkning havde været medlem af det vigtigste organ i demokratiet, Femhundredemandsrådet (boulè), inden de døde. (At der ikke var lighed i samfundet, eftersom kvinder, slaver og unge mennesker, ikke kunne stemme, forbigår vi ikke her fordi det ikke er relevant, men fordi det falder udenfor emnet). Antallet af dette boulè svingede fra 400-600 igennem perioden, men det rådede over både udenrigs-, sikkerheds-, finans- og indenrigspolitikken. Folkedomstolen og magistraten (embedsværket) var også hovedsaligt sammensat af almindelige borgere, der blev udtrukket efter tilfældighedsprincippet. Det skete via en klerosterion, en opretstående stenplade med huller i som hver af de potentielle medlemmer stak deres kort i (se billedet til denne artikel). Ved pladens side var fastgjort et rør, som formanden i tilfældig rækkefølge hældte hvide og sorte kugler i. Hvis den første kugle var sort, blev den første horisontale række af personer frasorteret, var den næste hvid, blev række to udtaget til rådet eller Folkedomstolen.
I Venedig (1268-1797), i Firenze (1328-1530) og i Aragón (1350-1715), for bare at nævne nogle få byer i middelalderen og fremefter, blev lodtrækning også eksekveret til at besætte vigtige offentlige og beslutningsdygtige embeder.
Det aristokratiske demokrati
Aristoteles citeres mange steder af folk der beskriver det deliberative demokrati for at have sagt at ”Valg ved lodtrækning ligger i demokratiets natur, valg ved afstemning ligger i den aristokratiske styreform” (Politikken 4. bog, 1294)(93). Og det var præcis hvad det også blev frem og med 1700-tallet, hvor de priviligerede indførte valgsystemet for ikke at miste sine privilegier. Grundlæggerne af både den amerikanske og franske revolution undgik med vilje ordet demokrati. Demokratiet truede de formuendes ejendomme. Borgerskabet, der var jordbesiddere, skibsreddere og fabriksejere, kæmpede både imod aristokratiet og arbejderne. Folket var ikke i stand til at styre landet, og de gamle penge skulle ikke længere gøre det. I uafhængighedsåret 1776 skrev John Adams (i Thoughts on Government) at man skulle delegere magt til de klogeste og de bedste. Denne forsamling af retskafne folk ville tænke, føle, ræsonnere og handle som resten af samfundet. De skulle være en miniudgave af den samlede befolkning (101).
Den græske model var at der ikke skulle være forskel på de regerende og de regerede. Både John Adams, James Madison og Thomas Jefferson mente at der fandtes et naturligt aristokrati, der bestod af de bedste og klogeste, og som skulle lede landet. Hermed erstattede man det arvede aristokrati med det valgte aristokrati. Marat kritiserede i Frankrig 1791 at man erstattede adelens aristokrati med de riges aristokrati. Det valgte aristokrati lod effektivitet gå forud for legitimitet, hvilket vi betaler prisen for i dag ved at have identificeret demokrati med valg (164). Men man må heller ikke glemme at jo større opbakningen er, som den er hvis man er en del af de regerende, desto stærkere bliver handlekraften (173).
Toqueville sagde allerede i 1835 at ”Præsidenten er på sin side optaget af at forsvare sig. Han regerer ikke længere i statens interesse, men med henblik på sit genvalg. Han falder på knæ for flertallet, og ofte kommer han dets luner i forkøbet i stedet for at modstå dets lidenskaber, …” (112). Van Reybrouck går så vidt som til at sige: ”… valget har imidlertid aldrig været tænkt som et demokratisk instrument, men som en procedure til at bringe et nyt, ikke-arveligt aristokrati til magten” (120).
Det deliberative demokrati
Professor i international kommunikation ved Stanford University John Fishkin har igennem mange års undersøgelser vist at almindelige borgergruppe er om end bedre til at fremkomme med effektive løsninger på vores samfundsproblemer end de valgte. Som ung professor i 1988 offentliggjorde han en to siders artikel i The Atlantic, hvor begrebet ’det deliberative demokrati’ blev født, altså det demokrati hvor borgere igennem kollektiv rådslagning formulerer konkrete, rationelle løsninger på samfundsmæssige problemer. Indtil i dag har han både iscenesat undersøgelser og forsket i de initiativer der bl.a. er gennemført i Holland, Canada og Island. Fishkins arbejder samt rapporter fra de canadiske og hollandske borgerparlamenter viser alle at der ikke er grund til at bekymre sig om kompetence blandt almindelige borgere: ”Hvis man tvivler på, at almindelige borgere, udpeget ved lodtrækning, er i stand til at træffe forstandige og rationelle beslutninger, gør man klogt i at læse disse rapporter” (138).
Der har været talrige problemer hen ad vejen i disse eksperimenter, både m.h.t. legitimering og effektivitet. To eksperimenter i Canada (Ontario og British Columbia) og dét i Holland kom aldrig til at øve reel indflydelse på politiken. Der er mange grunde hertil:, medier, kommercielle interesser og politikere, tre stærke magtfaktorer, der som regel er imod eller skeptiske over disse ekperimenter; plus at kommunikationen mellem de nedsatte grupper og befolkningen, der senere skulle stemme om forslagene, ikke var god nok. De stærkeste forbehold overfor det aleatoriske demokrati kommer fra politiske partier og kommcercielle interesser, skriver han (141) (af alea, lat. for terningespil, altså det der har med tilfældighed at gøre) .
Forandring sker langsomt.
I Island nedsatte man 2011 en gruppe ved delvis lodtrækning, delvist valg der skulle skrive hele den islandske grundlov på ny. 25 mennesker blev valgt ud af 522 opstillede. For at blive opstillet skulle man fremvise 30 underskrifter. Disse 25 mennesker skulle holde befolkningen løbende orienteret om deres drøftelser via Facebook, Twitter og andre medier. Herefter skulle 1000 borgere drøfte udkastet til grundloven. 20. oktober 2012 stemte to tredjedele af den islandske befolkning grundloven igennem. Effektiviteten var høj, ikke mindst fordi processen også var kombineret med et valg, men det gik ud over legitimiteten (143f).
I 2012 nedsatte man i Irland en forsamling (Convention on the Constitution), der havde til formål at fremkomme med forslag til ændring af grundloven. Forsamlingen var sammensat af en formand, 29 parlamentarikere fra Irlands parlament (Oireachtas), fire repræsentanter fra de nordirske partier og 66 borgere udtrukket ved lodtrækning. De skulle mødes mindst 8 lørdage indenfor det år som deres arbejde skulle tage, hvor de skulle fremsætte deres rapporter og forslag. Forsamlingen havde ikke lovgivende, men kun rådgivende magt, men parlamentet var forpligtet på at forholde sig til forslagene. Det endte med at to forslag kom til afstemning, retten til at gifte sig med en af samme køn og nedsættelse af mindstealderen for præsidenten fra 35 til 21. Det første blev stemt igennem, det andet forkastet.
Udover at arbejde med med alt hvad hans berømte roman Ecotopia (1975) afstedkom (den solgte over 1 mio. ekstemplarer) har Ernest Callenbach engageret sig i det deliberative demokrati, idet han i 1985 fremlagde et forslag om at omdøbe det amerikanske House of Representatives til Representativ House. Her skulle alle 435 folkerepræsentanter udtages ved lodtrækning ogg beholde samme beføjelser: fremlæggelse af lovforslag for Senatet (der fortsat skulle være valgt) og vurdering af lovforslag fra Senatet (148f).
Afslutning
Nye tider avler nye problemer, der kalder på nye løsninger. Forholdet til autoriteter har ændret sig. Øvrighed og undersåtter eksisterer ikke længere. Forholdet mellem børn og voksne har ændret sig. Det valgrepræsentative system har også udspillet sin rolle. Det deliberative eller aleatoriske demokrati er et konkret og relevant alternativ. Tænk hvis man ikke havde valgkamp.
David van Reybrouck: Imod valg – til forsvar for demokratiet, 2013. Oversat fra nederlandsk af Birthe Lundsgaard, Tiderne Skifter 2015.
Seneste kommentarer