Om Das leben der anderen, 2006, instr. Florian Henckel von Donnersmarck.

Både i De andres liv og Matchpoint skildres en kvinde, der ofrer alt – også sig selv – for at slå igennem som skuespiller. I von Donnersmarcks film er Christa-Maria klar til at sælge sin krop til et partimedlem, Hempf, for at få nogle (gode) roller, og i Woody Allens film tager den unge smukke Nola mænd primært for at bane sin egen vej og sekundært for at trøste sig over at vejen ikke blev banet. Førstnævnte film foregår i et diktatur, Matchpoint foregår i det demokratiske England, men prisen for at opnå hvad man ønsker er stort set den samme. Prostitution: salget af noget dyrebart for en billig pris.

Das Leben der andere fremstiller i al sin uhygge Stasi-Tysklands retsløse og indtil extremitet bogstaveliggt talt bureaukratiske samfund anno 1984. Bureauet har magten. Det er partimedlemmernes dunkle behov, der går forud for alt, og jo højere medlemmet er, desto mere primitivt bliver behovet, og jo mere primitivt behovet blikver, desto flere af undersåtterne arbejder for at tilfredsstille det. Disse ‘mellemledere’ prøver på alle mulige måder at bane vej for partimedlemmets – ja: lem. Af lige dele angst og egoisme. Hvis de kan skaffe en rival af vejen, er de også sikret avancement i hierarkiet. Partiet er jo dets medlemmer, og medlemmerne er deres drifter.

Det er DDR, vi kigger på og dets historie vi får genfortalt – på en ny og meget konkret måde. Et land der roser sig selv for at have knægtet det nazistiske diktatur. Desto mere grotesk er det at se hvordan de diktatoriske elementer fortsætter med uhindret kraft. Men på en anden måde. Det er ikke blodet og hudfarven der skal renses, det er indstillingen og loyaliteten. At mene og sige det forkerte, kan være det samme som selvmord, og der findes så at sige ingen steder hvor man kan sige noget, der ikke opfanges af skjulte mikrofoner.

Men når man kigger så langt ind i andres privatliv, skal man også forskanses sig for ikke at bliver inddraget. Det er hvad hovedpersonen, Gerd Wiesler, bliver. Man har i en afgørende scene et (æstetisk) bevis på at ægte kunst ikke er foreneligt med diktatur. Beethovens Appasionata giver bureakraten en oplevelse, som det er umuligt for ham ignorere – og den magt han har til at få sin fjende ned med nakken, må han i stedet investere i at beskytte ham. Eller rettere: beskytte den flig af humanisme, som findes i hans person, og som han ellers er ansat til at slå ned. Men han fortsætter i sit arbejde med at aflytte. Dels fordi en anden ville gøre det af med forfatteren, dels fordi han er hooked.

For hvorfor kigge så langt ind i andres privatliv. Den umiddelbare grund er at systemet hvilede på mistillid og alle mistænkelige og ikke-endnu-mistænkelige skulle overvåges og overhøres for at blive sikker på – og få bevis for – at de rent faktisk var statsfjender. Men en anden grund er at stasifolkene selv havde et så kedeligt liv, at de måtte fylde det – med de andres. Det er det der ligger i titlen: De andres liv skal fylde mit liv med mening. I den forstand går der en lige linje fra et overvågningssamfund til et ugeblads-samfund, hvor de kendte i blade og reality-shows udstiller sit privatliv som læsere og tilskuere kan fylde sine kedelige liv med.

Denne kedsomhed var også en forudsætning for nazismens opståen, fortæller Sebatstian Haffner i En tyskers historie: “Det viste sig, at en hel generation i Tyskland slet ikke vidste, hvad den skulle stille op med den gave, som et frit privatliv er” (66). Der er et mindre dannelseslag som godt kan underholde sig selv i privaten, men: “Uden for dette dannelseslag er og har livets store farer i Tyskland altid været: tomhed og kedsomhed (…). I de store områder i de nordlige og østlige dele af Tyskland, i de farveløse byer, bag facaderne på de alt for flittigt, grundigt og pligtbevidste styrede forretninger og organisationer lurer og lurede altid åndsløvheden. Og desuden horror vacui og ønsket om ‘forløsning’: forløsning gennem alkohol, gennem overtro eller allerhelst gennem en stor, altoverstrømmende, billig masserus” (68).

I Das leben der anderen ser man stasi-officierens lejlighed på mangte etage i et betonhøjhus, der er prototypisk, steril, smagløs og afindividualiseret. Tomheden lyser ud af den. Kedsomheden larmer så meget at han må kalde på en luder for at overdøve den. Og om dagen underholder han sig med at kigge ind i sit offers – en forfatters privatliv.

Den voyeuristiske nydelse der ligger i denne aflytning er ikke til at skjule, og den slår direkte igennem i det øjeblik hvor aflytteren, Wiesler, går hen til Christa-Maria og taler til hende – som hendes publikum. Endnu et argument for æstetik. Men på et andet niveau. Her er der ikke tale om kunst som omvendelse til et menneskeligt (indre) liv, men om en kunsttrang der ytrer sig som et dunkelt behov. Statsfjendernes, skuespillerens og forfatterens hjem og privatliv er – uden de ved det – en scene for en voyeurisme i diktaturets tjeneste. Partimedlemmerne kan ikke holde deres tomhed ud, men må fylde den ud, ikke med kunst, men med en æsteticeret virkelighed. Det æstetiske behov, der tilfredsstilles af det hemmelige bag hjemmets låste dør.

I kedsomheden hjerte spirer kimen til diktatur.

Written by admin