Statens Kunstfond støttede opfølgeren til Stævningen af Vores Livsstil. Efter vi havde stævnet Vores Livsstil i Københavns Byret, ville vi gerne komme med et forslag til hvordan man kunne fylde det hul ud i lovgivningen, som klimaforudsigelserne åbner. Vi redder ikke naturen ved at følge loven. Vi mindsker i bedste fald skaderne.

Så nu skriver vi (her i 2018) et forslag til en rammelov om Danmarks klimapolitik, ikke ud fra hvad der er muligt, men hvad der er nødvendigt. For det er ikke kun friheden, som man ifølge Hegel vinder ved indsigten i nødvendighed, man vender også det umulige til det mulige, når man indser hvad der er nødvendigt. Og det er det som vi ikke har indset endnu. Vi tror ikke det er nødvendigt at lave vores samfund og livsstil om. Vi lever som om det kan blive ved. Eller vi lever som viljesløse væsner, der bare venter på at andre ændrer vores økonomi, fordi vi ikke selv er i stand til det. Med ordet ‘andre’ mener jeg naturen, som vel højst sandsynligt vil slå os med sine bjørnepote før eller siden. Først skal vi nok opleve nogle økonomiske nedsmeltninger, som kun er en knitrende raslen fra det sand vi har kastet i maskineriet.

Først inviterede vi hvad vi kaldte en kernegruppe til at hjælpe os med at udforme dette lovforslag. Her kom det frem at vi i virkeligheden hellere ville skabe en institution der ville kunne udforme dette lovforslag. Altså noget mere længerevarende. Eftersom vi havde muligheden (da dette er et kunstprojekt) for at lave noget radikalt (og derfor mere virkeligt end den gældende policymaking), behøvede vi ikke at lave dét som alle mulige andre også kunne og allerede havde lavet. Vi fandt ud af at en institution, der skulle garantere for længerevarende, internationale og bæredygtige love i tinget, var vigtigere end selve lovforslaget.

Dette forhold, som dukker op hver eneste gang vi sidder med klimaspørgsmålet, nemlig at der ikke findes en løsning på disse problemer uden om en ændring af vores politiske strukturer, førte os ad omveje ind på en hel ny form for parlamentarisme, som Terrill Bouricious, en amerikansk politolog, har udarbejdet. Dette er beskrevet andetsteds her på hjemmesiden, men er kort fortalt en modernisering af oldtidens demokrati i Athen, hvor den lovgivende forsamling dannes ved lodtrækning.

Med denne model foran os tegnede der sig et billede af nutiden, hvor udhulningen og afmonteringen af demokratiet faktisk ikke kun omfatter de slet skjulte demokratifjendtlige folkebevægelser bag Trump, Orban, Erdogan og flere, men faktisk også vores nuværende valgdemokrati. Vi står med andre ord, såvidt vi kan se det, ved en skillevej, hvor vi enten afskaffer demokratiet og lader det erstatte af stærkmandsvældet. Eller radikaliserer det og afskaffer de professionelle politikere. For at erstatte dem med borgerne selv, så de der bestemmer er dem der bestemmes over.

Vores projekt fik dermed et andet ben at gå på: demokratiet. Men på en helt ny måde, der, som det jo så tit sker, blot er en gentagelse af det gamle. Vi fik hermed også en model for hvordan vores lovforslag kunne processeres. For vi skal stadig lave dette klimalovforslag. Det er hvad Kunstfonden har givet os penge til. Nu var der blot et desto mere velbegrundet argument for at vi gik ud i landet for at samle folk til vores lovgivende forsamling. Nemlig at det er sådan vi også mener at den rigtige lovgivende forsamling skal sammensættes. Altså noget som vi kan ende med at lave et forslag til grundlovsændring på baggrund af.

Til at lave lovforslaget samlede vi nogle af landets bedste klimaeksperter, som kom med mange kvalificerede og velargumenterede forslag til hvordan man kunne lovgive sig til en bæredygtig produktion. Det var vigtige møder med megen vigtig information, men vi var endnu engang fanget i det muliges fængsel. Det er også et spørgsmål om fantasi om hvad der er muligt, eller for den sags skyld: at kunne abstrahere fra hvad der er muligt.

Min veninde Berthe havde engang et møde med Per Kirkeby, der kastede mange ideer på bordet til løsning af en given opgave. Min veninde, der var håndværkeren der skulle realisere ideerne, sagde på et tidspunkt: ”Det er ikke muligt”. Hvortil kunstneren svarede: ”Jeg er ligeglad med hvad der er muligt”.

Det er vi ikke. Men vi tror på at det umulige bliver muligt når man har den tilstrækkelige indsigt i nødvendigheden.

Derfor er vi nu i gang med at skrive et lovforslag, som fortæller hvad der er nødvendigt. Mange har forskellige meninger om hvad der er nødvendigt, men dette er ét bud,  som vi får hjælp til at udforme af kompetente videnskabsfolk indenfor økonomi og naturvidenskab.

Udover at vi foreslår at afskaffe professionelle politikere, foreslår vi også et opgør med den almindelige ejendomsret. Mere om det senere, når hele lovforslaget er færdigt. Diskussionen og informationen om projektet foregår på: www.kunstklimademokrati.dk

Written by admin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *