En kort beskrivelse af vores projekt, om baggrunden for det og metoden

Det er jo lige meget om det er kunst. Det er lige meget om det er politik. Det handler om at blive klogere og om at få det bedre. Det er jo i virkeligheden så enkelt. Måske i omvendt rækkefølge: At få det godt og at blive klogere. Og så er dét med at blive klogere i virkeligheden slet ikke så nødvendigt.

Jeg skulle arrangere en aften for publikum Jeg var på vej til mødet hvor jeg skulle præsentere den idé, jeg endnu ikke havde. Så tænkte jeg: Man kunne stævne vores livsstil.

Den idé ville så åbenbart ikke dø.

Efter et års arbejde gennemførte vi så hvad man kalder et processpil med professionel dommer, anklager og forsvarer, klimaeksperter og andre åndsvidenskabsfolk, vidner, nævninge og publikum.

Kunstfonden kunne godt lide projektet og støttede også det efterfølgende projekt. For nævningetinget fandt ud af at der ikke var en lov at dømme vores livsstil efter. Så vi foreslog at lave en sådan lov. Og når man laver en lov, må den præsenteres for en lovgivende forsamling. Det har vi så nu gjort. Lavet en klimalov og en lovgivende forsamling.

Her var problemerne mere end to: Hvorfor lave en klimalov, som alle andre også har deres forslag til? Det kunne meget hurtigt bare blive det samme. Og hvordan lave en lovgivende forsamling?

Derfor ville vi prøve at lave en lov, sådan som naturen selv ville have skrevet den hvis den kunne fortælle os hvordan den ville reddes. Eller: lave en lov ud fra hvad der er nødvendigt og ikke efter hvad der er muligt. For når man ved hvad der er nødvendigt, bliver det også muligt. Var vores teori.

Vi læste David van Reybroucks bog Imod valg (2015), som er en kritik af det eksisterende valgdemokrati. Det er ineffektivt, ikke særligt repræsentativt, bundet op på penge, både i valgkamp og igennem medier, der skal sælge historierne, og så kan vi i dag se totalitære tendenser udvikle sig indenfor de eksisterende demokratier. Vi blev grebet af Terrill Bouricius’ gentænkning af den oprindelige demokratiform i Athen, som Kleisthenes indførte i 507 f.Kr.

Altså at lovgiverne er udtrukket ved lodtrækning.

I denne model løses en lang række af det eksisterende demokratis problemer. Masser af nye dukker selvfølgelig også op.

Vi adopterede Terrill Bouricius’ model for lovgivning som skema for vores eget projekt. Vi prøvede at lave en lov sådan som han har forslået at man kan gøre det:

Først et panel, der bestemte hvad der skulle laves en lov om: Klima.

Dernæst et panel af borgere og eksperter, der udformede loven.

Og dernæst et panel, der stemmer om forslaget.

Det er hvad der sker tirsdag 4. december 2018 kl. 16.00-18.00 på Christiansborg, i Provianthusets sal D.

Inden da har vi sat et diskussionsforum op på vores hjemmeside, der skal være en måde at etablere er rum til direkte diskussion om lovforslag indenfor hvad nogle kalder direkte demokrati.

Først her i slutningen af projektet begynder det at gå op for os hvad det egentlig er vi laver. Det ligger måske op af hvad man kalder relationel æstetik (Nicolas Bourriaud), hvor man bruger kunsten som en model for samfundet. (Torben Sangild har skrevet en interessant klumme om emnet her). Andre har kaldt det socialt design, hvad man nok også ville kalde de de projekter, jeg selv tidligere har været engageret i og inspireret af: Trampolinhuset og visAvis. Jeg fulgte også ret meget med i projektet TV TV, der gik forud for Trampolinhuset. Jeg var meget inspireret af kunstnere som Morten Goll, Joachim Hamou og Superflex. Alligevel vidste jeg ikke rigtigt hvad vi selv havde gang i. Så efter to års arbejde kan vi nu formulere den sætning, der nogenlunde beskriver vores metode: Nemlig at vi undersøger reelle problemer indenfor de etablerede institutioners ramme og sprog med et fiktivt indhold.

Så det er mindst lige så meget et oplysningsprojekt som et politisk projekt. Mindst lige så meget kunst for at blive klogere. Og fordi det er sjovt. Vi leger noget alvorligt. Hvilket også kan have en pointe når der nu er flere og flere der går ned med klimadepression. Måske vi kan lege os til nogle bedre adfærdsmønstre. Til nogle helt andre politiske strukturer. Medmindre det er rent selvbedrag, der kun skyldes at vi ikke kan se problemerne i øjnene og gøre det der er nødvendigt.

Written by admin