Som arrangør af Stævningen imod Vores Livsstil … , altså efter at have arbejdet både med problemet og med denne iscenesættelse af problemet, er så mange tanker piblet frem at jeg må nedfælde dem, og jeg tillader mig at give disse personlige overvejelser til bedste, selv om jeg skulle være så objektiv som muligt – eller måske også som en bekræftelse på at jeg indtil nu har været det.

Efter at have hørt de seks vidner 10. februar 2016 fremlægge deres viden, satte ni nævninge sig sammen for at vurdere om den anklagede, Vores Livsstil, var skyldig eller ej i at have forbrudt sig mod menneskerettighederne. Nævningenes kendelse lød på: skyldig. Og straffen – jeg er fristet til at skrive: men straffen – blev udmøntet i en række appeller til lovgiver om obligatorisk undervisning i Folkeskolen samt at man skulle pålægge virksomheder en særlig afgift, der skulle øremærkes til forskning for at afhjælpe problemerne. Det blev også vedtaget at disse afgifter skulle indføres uden social slagside. Straffen blev inddelt i tre kategorier: undervisning, afgifter og kvoter. De to første var der bred enighed om at indføre, den sidste var der stort flertal imod at indføre.

Det vil sige at hverken anklagerens eller forsvarerens påstand blev efterkommet af nævningene. Disse påstande (dvs. krav) havde ellers til hensigt at imødegå de farer, som klimaeksperterne havde fremlagt i retssalen. Forslaget gik ud på at hver enkelt borger i landet skulle have en given kvote CO2, som man frit kunne forvalte. Man kunne altså vælge at rejse med fly imod at gå ned i kødforbrug osv. Anklagerens påstand var at man skulle reducere denne kvote med 10% pr. år og forsvarerens subsidiære påstand at den skulle reduceres med 5%. (Forsvarerens primære påstand var Vores Livsstil skulle frifindes).

Det blev understreget at disse reduktioner var ”drastiske”, men hvad det konkret indbefattede blev ikke udmalet. Der var derfor ikke nogen diskussion af procenterne, men en engageret diskussion om det ønskværdige i at personliggøre disse kvoter. Der var en udbredt skepsis imod at den enkelte borger skulle få tildelt en bestemt kvote, mens der var mere åbenhed overfor at staten skulle få en kvote som den herefter skulle fordele blandt borgere og virksomheder. Men forslaget om at virksomheder skulle få tildelt CO2-kvoter blev alligevel ikke vedtaget. Der var altså slet ikke tilslutning til at begrænse CO2-forbruget ved at lægge loft over forbruget. Afgifterne har til hensigt at begrænse CO2-forbrug, men giver på den anden side også mulighed for at bruge så meget som borgere og virksomheder vil og har råd til.

Nævningenes strafudmåling er i mine øjne meget mild i forhold til dommen. Det var næsten som om alvoren gled nævningene af hænde, selv om én af dem sagde:

”Jeg synes det er synd, hvis vores straf ikke på en eller anden måde er opmærksom på det faktum, at det (de vedtagne forslag, sr) formentlig slet ikke vil løse problemet, samtidig med at, hvis vi rent faktisk gjorde det så voldsomt, som det kræves, ville andre ting gå helt i smadder”.

Men heri afspejler denne mikrosituation hvad der sker på makroplan. Vi ved at situationen er alvorlig, men vi er ikke indstillet på at gøre så meget ved det, som der kræves. Det kan der være mange mere eller mindre gode grunde til. Der var en kraftig fastholden på friheden, den enkeltes frihed. Det kan skyldes knaphed på tid, men i hvert fald blev diskussionen om den enkeltes nuværende frihed overfor den kollektive frihed i fremtiden ikke rejst. Jo mere vi håndhæver den enkeltes frihed i dag, desto mere risikerer friheden for store mængder at blive indskrænket i fremtiden. Om det nu også er tilfældet blev der sat spørgsmålstegn ved. Men som det blev sagt fra vidneskranken, ville man gamble med fremtiden, hvis ikke man lod tvivlen komme naturen til gode.

 

 

 

Written by admin