I den glimrende artikelrække, som Information for noget tid bragte om Den store omstilling, er der et problemområde der er overset.
Vi står overfor nogle på engang meget konkrete og abstrakte problemer. De er konkrete fordi de vedrører vores fysiske natur, men de er abstrakte, fordi problemerne ofte figurerer som tal og computergenererede modeller.
Løsningerne er også både konkrete og abstrakte: Hvis alle på jorden gjorde de ting, der skulle gøres, helt konkret, ja, så ville vi kunne løse problemerne (dog ikke alle problemer), men for at det kan lade sig gøre, skal både befolkningen og politikkerne skifte adfærd og tankemønstre. Og det er en ret abstrakt proces.
Mange af os ved godt, hvad man kan og bør gøre, men gør det alligevel ikke. Hvorfor ikke? Der gives både et langt og et kort svar på dette spørgsmål. De korte svar er: Vi kan ikke overskue det. Vi magter det ikke i vores stressede hverdag. Det nytter alligevel ikke noget. Hvis der skal gøres noget, må det være fra centralt politisk hold. Hvis ikke man helt benægter, at der overhovedet er et problem.
Der findes også et langt svar.
De enkelte store kriser er meget konkrete: klima-, energi-, ressource-, fødevare- og finanskrise kan hver især belægges med tal, statistikker og fakta. Og det skal de. Vi kommer ingen vegne uden analyse. Men vi kommer heller ikke nogen vegne uden syntese. Og det er en mental-psykologisk opgave af enorme dimensioner. Der findes også en filosofisk krise. Den ytrer sig i en voksende desperation.
Jeg har en god veninde der lider af, hvad jeg vil kalde fremtidens sygdom: klimadepression. Jo mere hun sætter sig ind i miljøproblematik og klimateori, desto mere nedslået bliver hun. Indtil hun når bunden.
Det område i klimadiskussionen som er temmelig overset er: Hvordan vi håndterer informationer. Og med ordet håndtere mener jeg helt bogstaveligt: Hvordan får vi dem ned i hænderne. De konkrete problemer kan være så overvældende, at de bliver til et abstrakt problem, fordi vi ikke er i stand til at gribe eller placere dem. Kriserne er så store og så komplicerede, at vi borgere rammes af handlingslammelse.
Klimadepressionen kan både afføde og være et resultat af handlingslammelse.
I en undersøgelse af psykiske virkninger af klimaforandringer (National Wildlife Federation, 2012) skriver forfatterne, at både direkte oplevelser med klimaforandringer, men også den blotte viden om dem, i fremtiden vil forårsage en lang række psykiske ubalancer som uro, stress, depression og PST. De konkluderer, at de største lidelser kommer af at ignorere problemet. Med andre ord: Det man aner, men ikke kan konkretisere, skaber den største uro.
Én måde at dæmpe flyskræk på, er ved at fortælle helt nøgternt og faktuelt, hvad der foregår. Hårde fakta kan have en angstdæmpende effekt. Det vil sige at kendsgerninger både kan udløse og dæmpe angst. Men dermed er det ikke gjort. Kendsgerninger skal internaliseres.
Vi mangler med andre ord et sprog, der på engang kan gribe den vigtigste del af de globale kriser og sætte dem ind i vores bevidsthed, så vi hverken segner under kompleksiteten og udsigtsløsheden eller benægter og fortrænger de velunderbyggede prognoser.
Vi har masser af viden, men har ikke sjælemusklerne til at bære den. Vi har en indsigt, som vi ikke kan placere.
At kunne integrere en viden i bevidstheden hedder med et godt nordisk ord erkendelse. Vi lider af erkendelses-underskud i en verden af informations-overskud. Vi har for meget i hovedet til at få det ned i kroppen, for nu at tale som man gør i DR fredag aften.
Demonstrationer til COP15 og andre steder bærer ofte skilte med ord som: “Stop talking – Act now”. Selv om samtale kan udskyde nødvendige handlinger, er samtale nødvendig i et demokrati, hvor man må have retten til at ytre sig og påvirke beslutningerne (som også kan gå imod ens meninger). Samtalen er med til at internalisere de beslutninger, der tages og den viden, der ligger bag. Samtaler er en del af den generelle vidensgenerering, som igen ligger bag holdbare beslutninger. Derfor må samtaler på linje med research og forskning gælde som handling. Tænkning er også handling. Teori er en nødvendig del af praksis. Når Marx i sin berømte sætning siger, at filosofferne kun har fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den, knytter han nok tanken til handlingen, men får ikke sagt, at hvis fortolkningen virkelig bliver udbredt og integreret, så kommer den nødvendige forandring af sig selv. Fortolkningen bærer forandringen i sig selv. Ikke kun den indre forandring, men handlingerne bliver anderledes, idet man ser på verden med nye øjne. Det er hårdt arbejde at nå det stadie, hvor tingene kører af sig selv.
Denne præmis er desto mere nødvendigt at holde sig for øje, jo mere man er fristet til at se bort fra demokratiske spilleregler.
For presset på de parlamentariske processer stiger i takt med, at flere ønsker indgreb. Til sidst gider man ikke at høre mere. For enden af denne udvikling ser vi en grøn diktator, en stærk mand, der gør, hvad der skal gøres, fordi demokratiet ikke kan finde ud af det. Et umyndiggjort folk – støttet af folket. Det eneste, der ikke er til afstemning i et demokrati, er demokratiet selv. Men i dette fremtidsscenarie, i det grønne diktatur stemmer hele befolkningen imod stemmeretten. Act now. Det er én blandt flere reaktioner på en handlingslammelse, der bliver desto mere krampagtig, jo mere kravene til handling vokser.
Og måden at etablere et sprog på, der hverken er eskapistisk eller kynisk, kunne være – til en begyndelse – at systematisere dette psykologisk-filosofiske problemfelt. En sådan systematik ville også kunne rumme de politiske forskelle, som uvilkårligt viser sig. Det er så at sige en værdimæssig neutral måde at tale om disse ting på og et instrument til at hive de fjerne tal tættere på vores liv.
Sideløbende med de videnskabelige og politiske diskussioner kunne vi altså behandle den filosofiske krise med hjælp fra følgende discipliner:
– etikken, der i indkredsningen af hvad der er godt og dårligt og rigtigt og forkert, lader sig lede af hvad det gode liv er.
– psykologien, der med indsigt i det forstyrrede sjæleliv har et sprog der både kan analysere en given følelsesmæssig situation og vise veje ud af den.
– sociologien, der kender samfundsdannelsens indbyggede mekanismer og faldgruber og som mennesket, det politiske dyr, altid er afhængigt af i sin måde at navigere gennem livet på.
– metafysikken, som er vigtig, idet den skaber et sprog for den side af mennesket, som de andre discipliner ikke indfanger, dvs. menneskets behov for mening, dets uafladelige forhold til (en) transcendent(e) instans(er) og transcendentale kategorier; og den er vigtig for at imødegå den eskapisme, som netop denne disciplin også kan resultere i.
Men vigtigst er måske:
– kunsten, som ideelt set burde favne det hele og bringe det ind i en sanselig og forståelig ramme.
Her lyder det meget akademisk (og der kunne knyttes flere andre discipliner til), men det vigtigste er at denne diskussion, disse samtaler og det psykologisk-filosofiske arbejde, vores nutids politiske, finansielle og miljømæssige problemer tvinger os til foretage, sker i så brede fora og så vidt forgrenet som muligt.
(sep. 2013)
Seneste kommentarer