Umiddelbart tror man, at man skriver breve for at overvinde en fysisk afstand, påtvunget af ydre omstændigheder. Breve er kompensation for et fysisk nærvær. Det kan hænde, at man skriver breve, selv om man fysisk set er tæt på hinanden, men afstanden opfattes som påtvunget af ydre omstændigheder. – Men når man ser på en række kærlighedskorrespondancer, er det påfaldende så kærkomment denne afstand i al den udtrykte lidelse alligevel forekommer de skrivende. Ikke mindst hvis de også er forfattere. Og ligesom psykiske sygdomme i deres ekstremiteter viser hen på, hvad normale mennesker blot indeholder i mindre omfang, sådan kan forfatteres sjælelige mekanismer vise hen til en helt normal adfærd.

For er det i virkeligheden ikke en indre langt mere end en ydre afstand, man søger at overvinde i breve. Og er de påtvungne afstande nu også så påtvugne? Er afstanden til den elskede ikke ligeså nødvendig som nærværet?

Lotte Thrane har i sin skarpsindige bog Længselsbilleder (1999) beskrevet hvordan et kærlighedsforhold der udspilledes sig i breve, led skibbrud da digteren Rilke og pianistinden Magda von Hattingberg mødte hinanden. I virkeligheden.
Brevskrivningens logik – skriver Thrane – er at dialogen med modtageren også er en dialog i brevskriveren. Brevskriveren skriver forestillinger om sig selv frem i sine forestillinger om den anden (s. 37) og det bliver endnu tydeligere, når det er forfattere vi har at gøre med. Risikoen er at forfatterens ord forfører mere end den udkårne kvinde, der skal læse ordene. Magda von Hattingberg er blevet ramt dybt i hjertet af de ord digteren skrev. Brevene har været en gave fra Rilke, men hun troede også at gaven var Rilke. Hans ord har i bogstaveligste forstand være magnetiske: både tiltrækkende og afstandsskabende.

Lotte Thrane bemærker at Rilke i et givent brev siger ‘jeg’ fem gange, hvor han kun siger ‘du’ to gange. Han taler ligeså meget med sit eget hjerte som med Magda:

Kære hjerte, længe har jeg ikke bedt Gud om noget (…) nu beder jeg ham om han vil lade mig elske dig, Benvenuta (som han kaldte Magda, sr), med alle mine hjerterødder, så at denne kærlighed må blive velgørende for dig, så at den må lade din lykke vare ved, så at den bliver som haven på den vidunderlige årstid, der gennem dig, udødelige glæde, bruser mig i møde; lad den blive en have. Thi se, en have anstrenger sig ikke når den blomstrer; den er den en lyst; den hviler sig i hver eneste blomst (38).

Brevekslingen mellem Rilke og Magda von Hattingberg er mønstereksemplet på det forhold, at to brevelskende skaber et imaginært rum, som begges store kærlighedshunger kan blomstre og vokse i, – for derefter at blive erobret af en uafviselig og kraftig bevægelse mod realisering, mod kødet, mod noget prosaisk, som den inderlige brevkærlighed lider skibbrud på. Det imaginære rum bliver omringet af en påtrængende virkelighed. Afstanden imellem de elskende viser sig at være betingelsen for inderligheden og dybden, men samtidig et rum, der lader forfatteren blive forført af sine egne sætninger.
Et bordel af ord.
Oplagt at studere. – Det er der da også et stigende antal forskere, der gør. En ny diciplin indenfor litteraturvidenskaben er ved at vinde frem: Liebesdiskurs hedder den. I marts 2003 blev det første symposion holdt i Frankfurt. Mediernes betydning for vores kærlighedsliv blev belyst på kryds og tværs af videnskabsmænd og -kvinder fra forskellige fag og i 2004 kunne man på Postmuseet i København se en udstilling om. Din for evigt, hed den.

Det er en gammel genre i nye medier – som selv de gamle har haft god sans for. Kafka for eksempel, der blev født 12 år før og i samme by som Rilke (Prag), skriver f.eks. i et meget berømt brev til sin elskede Milena (fra 1923):

Hvordan fik man dog den tanke, at mennesker kunne omgås hinanden i breve! Man kan tænke på et menneske langt borte og man kan holde om et menneske nær ved, alt andet går ud over hvad der er menneskeligt muligt. Men at skrive breve er at blotte sig for spøgelserne, hvad de grådigt venter på. Skrevne kys når ikke frem, men drikkes af spøgelserne på vejen.(Birte Svenssons oversættelse, Gyldendal 1952).

De blodfattige spøgelser kan ikke mæske sig i kyssede kys, men kun i de skrevne, det vil sige de kys der – på grund af afstanden – er forvandlet fra våde læber til tørre streger på et papir. Og spøgelserne bliver større og federe jo flere skrevne kys de kan nærer sig af. Det er blandt andet derfor Kafka også kan skrive at han altid har været bedraget af breve:

Al ulykke i mit liv – hermed vil jeg ikke klage, men blot fremsætte en alment oplysende konstatering – kommer, om man vil, af breve og af muligheden for at skrive breve. Mennesker har næppe nogen sinde bedraget mig, men breve altid og her ganske vist ikke andres, men mine egne (…) Den lette adgang til at skrive breve må – rent teoretisk set – have medført et frygteligt kaos i sjælene i denne verden.

 

milena

 

Mennesker kan savne, men også nyde at savne. Spøgelserne bliver fodret af denne spejlfølelse, af forelskelsen i forelskelsen, længslen efter længslen, begæret efter begæret. Brevskriveren bedrager ikke kun sig selv, men også den anden. I virkeligheden er modtageren en biperson i brevskriverens indre dialog, men dér hvor Rilke lader det være en del af den ideelle kærlighed, bliver det til en forbandelse for Kafka.

Det at skrive breve

… er jo en omgang med spøgelser og ikke kun med adressatens spøgelse, men også med ens eget spøgelse, der vokser frem under hånden i det brev, man skriver, eller snarere i en række breve, hvor det ene brev bekræfter det andet og kan påberåbe sig det som vidne.

Kafka taler med et barns bevidsthed, for børn reagerer instinktivt imod fjernkommunikative apparater. Dét at tale i telefon er fuldstændigt abstrakt for et barn, der jo kan finde på at vinke før det lægger røret.
Søren Ulrik Thomsen giver udtryk for en lignende kærlighedsopfattelse, når han som motto for digtsamlingen Ukendt under den samme måne (1982), citerer Svend Johansen: “Men kun eet er fornødent, Nærvær …” og slutter samlingen med fede typer:

Kærligheden er konkret.

For Kafka (og Søren Ulrik Thomsen) er afstanden lig med ulykken mellem mennesker. Spøgelserne lever af denne afstand. For Rilke er afstanden en betingelse for kærlighed på en måde, der kunne minde om Nietzsches tale om ‘distancens patos’. Der ligger en lidenskab i selve afstanden.
For Rilke er kærligheden vigtigere end den man elsker, længslen rigere end tilfredsstillelsen. Som han skriver i den første Duino-elegi (skrevet 1912):

Men hvis du længes, så udsyng de elskende; deres / følelse, længe berømt, er langtfra udødelig nok. / Hine forladte, du næsten misunder, og som du / fandt langt mer elskende end de stillede … (Thorkild Bjørnvigs oversættelse).

De forladte elsker mere end de tilfredsstillede. Den forladte er ikke forladt af kærligheden, men den tilfredsstillede er på vej væk og glemmer let. Elsker man uden at få den elskede, er det for Rilke tegn på den store kærlighed, for den store kærlighed er ikke afhængig af objektet. Kærlighed er altså – paradoksalt – at gøre sig fri af den elskede. Kærlighed er ikke at blive ramt af Amors pile, men at kunne trække den spændte buestreng tilbage – og holde den. Rilke udviklede en hel filosofi omkring denne tanke.

Er det ikke på tide nu, at vi elskende / gør os fri for den elskede, sitrende udholder dette: / som pilen udholder strengen for samlet i afspringet / at være mer end sig selv. Thi blivende sted findes ikke … (Thorkild Bjørnvigs oversættelse).

Blivende sted findes ikke, for mennesket bevæger sig hele tiden og det gør det for at blive mere end sig selv. Denne bevægelse skaber hele tiden afstand. Mennesket trækker spor efter sig, så dets liv kommer til at bestå af en mængde løsrevne punkter på et kort, som det så på et tidspunkt gælder om at få forbundet. Alt det man ikke får forbundet kommer til at leve deres eget ukontrolerede skygge-liv. Spøgelserne er alt det løsrevne: det er svinkærinderne og affærerne, det desintegrerede og afstandsskabende, som vi prøver at få et naturligt forhold til. Og hvordan? Det har Kafka også svar på:

Skrevne kys når ikke frem, men drikkes ud af spøgelser på vejen. Ved denne rigelige næring formerer de sig jo så uhørt. Menneskene føler det og kæmper imod; de har, for om muligt at afbryde det spøgelsesagtige mellem menneskene og skabe en naturlig forbindelse, fred i sjælen, opfundet jernbanen, bilen, flyvemaskinen, men det nytter ikke længere, det er åbenbart opfindelser, der bliver gjort i faldet, modparten er så meget roligere og stærkere, efter posten opfandt den telegrafen, telefonen, radiotelegrafien. Spøgelserne vil ikke sulte ihjel, men vi vil gå til grunde.

Og det sker umærkeligt: Mennesker kan langsomt forvandle sig til spøgelser, uden nogen opdager det. Menneskets verden kan atomiseres. Og bliver det. Stræben går herefter efter at skabe en naturlig forbindelse mellem de løsrevne atomer. De gamle bekendte, forholdet til den elskede, der aldrig helt er sluttet. Et liv begynder at leves i breve.

Selv om Kafka var modig, havde nok ikke mod til at forestille sig hvor eksplosivt den skrevne fjernkommunikation mellem enkeltindividder skulle udvikle sig, og hvor megen spøgelsesføde e-mailen på globalt plan ville producere. Kommunikationssamfundets firma pr. excellence, teleselskabet, tjener millarder af dollars på spøgelsernes forjættende muligheder om at møde sin tabte halvdel, om at kunne sende kys over oceaner. Afstandsovervindende koncerner ekspanderer på forestillingen om et møde, der overvinder store afstande, på forestillingen om at de virkelige mennesker altid er på afstand, på forestillingen om at nærvær ikke er autentisk. For der er jo altid mennesker tættere på end dem man virkeligt ønsker at møde. Lige ved siden af, nede på gaden og rundt omkring os. Virkelige mennesker. Eller? For når det kommer til stykket, er de jo ikke rigtige mennesker. De er spøgelser, selv om de er allermest synlige og allertættest på os. Det er dem, der svæver ude i periferien af ens tilværelse.
For de rigtige mennesker er langt væk. På afstand.

Written by admin


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/kunstklimademokrati.dk/sylvesterroepstorff.dk/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399